Fitness og foreningskultur

Helsingør Dagblad, 27. september 2018

Fitnessbølgen har efterhånden fået godt fat i os alle sammen. Næsten da. Undertegnede har som en af få aldrig været i et fit­ness­center og forventer heller ikke at komme der. Fitness er egokultur og spild af tid. Selvfølgelig er jeg helt med på, at man skal holde sig i form. Men der er heldigvis andre og bedre måder at få både pulsen op og muskelmassen forøget. Det skal jeg vende tilbage til om lidt. Det der måske generer mig allermest er formålsløsheden. Man producerer en masse energi, som i virkeligheden er spildt. Og, jo, jeg ved godt at nogle fremsynede fit­ness­centre har koblet maskinerne til elforsyningen, således at anstrengelserne omsættes til lys og strøm. Smart nok. Men i virkeligheden er problemet, at kroppen er blevet uden værdi og en pyntegenstand som ikke gennem arbejdet indgår i et samspil med omverdenen. Det hænger jo selvfølgelig rigtig godt sammen med, hvordan verden ellers ser ud. Vi sidder jo hele dagen bag skærme og kontrollerer verden, mens kroppen stille og rolig forfalder, hvis vi altså ikke gør noget.

Selv holder jeg mere af at gå i haven. Jeg har overhovedet ikke forstand på planter og blomster, men jeg kan fælde træer, hugge brænde, flytte sten og slå græs. Har jeg tid, går jeg gerne ture og spiller fodbold på Borsholms førstehold. Og så går jeg til håndboldfitness. Altså, alligevel en slags fitness, som jeg gerne vil dvæle lidt ved, da det har en ekstra dimension, som man ikke finder i et fitnesscenter.

Der skal nok være nogen blandt læserne, der mener, at når man har passeret de 50, så er man for gammel til at spille håndbold. Det må jeg blankt afvise, også selv om man er 30 kg over idealvægten. Ind imellem får vi mulighed for at spille rigtig håndbold mod et damehold fra Borsholm, hvor gennemsnitsvægten er omkring de 50-60 kg. Det er en sand fornøjelse, næsten som at være unge og spændstige igen. Ikke mindst når jeg kommer i højest mulige tempo (det er forholdsvis langsomt) mod de arme småpiger i forsvaret, der allerede med udsigt til en mulig kollision med 100 kg flæsk er begyndt at flygte til alle sider. Inde i mit hoved har jeg planlagt en Radjenovic (=en håndboldfinte, hvor man lægger an til hopskud, men i virkeligheden fodfinter sig uden om modstanderen), men da jeg efterhånden er nået ind til forsvaret er det forsvundet, pist væk, modstanderne er flygtet, og jeg har frit skud mod mål. Selv har jeg det pragtfuldt i forvisning om, at jeg har udført en særdeles vellykket ret avanceret håndboldfinte, og jeg ignorerer fuldstændigt småpigernes bemærkninger om at ”ham tonseren gider de i hvert fald ikke spille mod mere”. Jeg skal måske lige indskyde, at jeg har haft en lignende oplevelse med min ekskone, som faktisk var tidligere danmarksmester i håndbold og senere træner for Camilla Andersen. Men når tonser-Jens foldede sig ud, havde hun ikke en chance, og til sidst gad hun heller ikke spille med mig mere.

I modsætning til fit­ness­kulturen spiller kroppen i holdsporten en vigtig rolle. I håndbold og fodbold er der masser af kropskontakt og socialt samspil, som får holdet og kampen mod modstanderen til at hænge sammen. Vores træner til håndboldfitness i Borsholm, årets idrætsnavn i Helsingør Kommune 2017 Marianne Madsen, møder ind imellem op med et eller to blå øjne fordi hun har været involveret i en eller anden håndboldkamp, og hos Marianne Madsen bliver der ikke givet ved dørene. Os der er vokset op med foreningskultur og forsamlingshuse nyder ikke bare at dyrke sport sammen, men også, at man her er sammen med mennesker fra helt andre samfundshjørner end man normalt kender til. Og tit skal man jo gøre noget sammen, spise sammen, arrangere en fest sammen eller hjælpe til med et stævne.

Foreningskulturen lever og har det godt mange steder. Men vi skal passe på den. Fitness er fint, men mangler helt det sociale element man finder i foreningskulturen. Og i det hele taget skal vi passe på, at kommercielle og kommunale institutioner i bedste mening ikke tager initiativet fra os og gør det sværere at gøre noget godt for os selv og andre.

Leave a Comment