Grundlovstale, Flynderupgård, 2019

GRUNDLOVSTALE 2019

Af Jens Frimann Hansen

Tak for invitationen til at holde grundlovstalen her på Flynderupgård.

Danmarks Grundlov blev indført i dag for præcis 170 år siden, i 1849. WOW. Det er jubilæum. Hvilken ære.

Om noget formåede vore forfædre med grundloven at sammenfatte noget tusindårigt om mennesket, kærligheden og fællesskabet som ikke bare er enestående og unikt, men som også har overlevet to verdenskrige, medlemskab af den europæiske union og NATO samt tab og genvinding af danske besidelser.

Er man et kristent menneske må man tro på de historiske begivenheder der fandt sted for to tusind år siden i Mellemøsten, men også kunne se kristendommen manifestere sig i vor egen tid.

Og sådan er det også med Grundloven. Den markerer et historisk vendepunkt, men den har også sin plads i vor samtid.


Grundlovsdag er en af de nationale mærkedage vi husker og fejrer med taler og sammenkomster over hele landet.

Grundloven sikrer den dag i dag  –   verdens mange forandringer til trods  –    borgernes grundlæggende rettigheder.

Flaget spiller en stor rolle på grundlovsdag.

I Danmark elsker vi vores flag.

Det samler os i glæde og sorg og på tværs af politiske og sociale skel og det er kun få steder i verden man ser flaget så udbredt som hos os. Mange steder i verden anvendes flaget kun ved store officielle begivenheder. Sådan er det ikke i Danmark.

På tværs af klasse og stand, i kolonihaver, parcelhuskvarterer, til fodboldkampe og på busser i København vejrer Dannebrog.

Måden vi fejrer Grundloven på fortæller også en vigtig historie. Vi mødes steder over hele landet, hvor der er rart at være. I skovlysninger, små traktørsteder eller en historisk samlingsplads. Eller som her på et museum som engang var en gård og som fortæller en masse historier om hvem vi var og er. Dannebrog går til tops og der holdes taler og snakkes. I sig selv en genbekræftelse af vores demokratiske fællesskab, vort folketings magt og legtimitet.

Mange andre steder er det de politiske partier, der arrangerer Grundlovsdag, men her på Flynderupgård er traditionen anderledes.

På Flynderupgård fejres dagen som en ægte demokratisk højtidelighed, hvor alle ikke bare ER velkomne, men også FØLER sig velkomne.

Lyder det en anelse højstemt. Så er det kun godt. For det er en vigtig dag for os alle sammen.

At deltage i et demokrati forudsætter dannelse.

Man skal ikke bare kunne læse, skrive og regne for at være en aktiv del af demokratiet, man skal også kunne orientere sig, og sortere i de mange politiske budskaber og overbevisninger med henblik på at vælge den kandidat eller det parti der repræsenterer vores synspunkter bedst.

Det er vigtigt at huske, at Grundloven ikke var en isoleret begivenhed. I 1849 var analfabetismen i Danmark kraftigt på retur. Man havde haft undervisningspligt siden 1814. Men i tiden efter grundloven kom der rigtigt tryk på højskolebevægelsen, hvor dannelse ikke længere kun var for eliten, men også blev menigmand til del. Og ikke bare højskolebevægelsen, men industrialiseringen og andelsbevægelsen ændrede land og by og dannede også forudsætningen for vores samfund.

For et stykke tid siden faldt jeg over en artikel i en avis fra 1928.

Artiklen beskrev en fest i Hjertebjerg Forsamlingshus, hvor Lansled Andelsbageri fejrede 25-års jubilæum. Det er en af de smukkeste beretninger jeg har læst. Journalisten referer hvordan familierne samles og at der ikke er plads nok til alle i forsamlingshuset, hvorfor man spontant må rejse telte. Familierne har medbragt mad og kager, som de deler med hinanden, og mændene holder taler, som er trykt i avisen. Med værdighed og anstændighed taler de for hinanden i dyb anerkendelse af hvordan det lille samfund sammen og i demokratiets ånd har skabt et bageri, som meget konkret har forøget velstanden for alle.

Meget i artiklen er både banalt og indlysende, men man er ikke i tvivl om at noget særligt er på spil her. Bønderne har en helt anden tro på sig selv end 50 år tidligere.  Sammenholdet, virkelysten og engagementet banede vejen for konkrete forandringer og forbedringer.

Og det var også grundloven der satte rammerne for dette.

Om noget demokratiserede både højskolebevægelsen og andelsbevægelsen hele grundloven og tankerne bag den. Måske havde man ikke selv været på højskole, men man kendte nogen der havde og som kunne berette om al den forjættede lærdom og de nye muligheder der nu åbnede sig.

Det er faktisk ret enestående, at de værdier som blev indstiftet med Grundloven på mange måder var vokset ud af på den ene side et klassisk demokratibegreb og på den anden side et kristent menneskesyn.

Både demokratiet og det kristne menneskesyn har rødder årtusinder tilbage i tiden.

I hvad der i dag er Europas udkanter, hvor der i dag udspiller sig grufulde begivenheder, har vi altså hentet nogle af de mest grundlæggende værdier for vores tilværelse.

Ingen sammenfatter det bedre end den danske filosof og teolog K.E. Løegstrup:

Håbet, barmhjertigheden, kærligheden og troen findes.

Det er det der gør os til mennesker.

Suveræne livsytringer kalder Løegstrup dem.

Vi er grundlæggende som mennesker positivt stemt.

*

Desværre ser vi alt for meget – også i vores egen tid – at vi ikke selv lever op til de idealer som vi forlanger af andre.

Vi mener ikke sjældent, at andre skal være demokratiske, kristne, danske osv.

Men ved at fordre at andre skal leve op til vores værdier demonstrer vi måske i virkeligheden at vi ikke selv rigtigt tror på dem

eller at vi dybest set ikke mener værdierne er så stærke at vi kan forvente at andre vil leve op til dem.

Det er for sølle. Vi må have modet og troen på os selv som demokratiske mennesker, så vi tør møde de andre frit og fordomsfrit. Det er og forbliver en af grundstenene i vores demokrati og vores dannelse.

Det er kun ved kontakten med den internationale kunst, at kunsten i vort eget land vinder den særlige individualitet og originalitet som vi kan kalde for vores egen, sagde Oscar Wilde nogenlunde ved den tid Grundloven blev vedtaget i Danmark. 

Den Internationale Højskole i Helsingør har i mere end 100 år også formået at fusionere den danske højskole med et internationalt udsyn.

Men vores dannelsesbegreb er under pres. Jeg tænker her på digitaliseringen.

Alle steder bliver vi mødt med krav om, at vi skal digitalisere os.

NemID, Nets, Netbank, borger.dk, e-boks osv har helt sikkert gjort vores hverdag nemmere. Vores børn har alle mobiltelefoner og får sågar udleveret computere i skolen, så ingen hænger bagefter den teknologiske udvikling.

Både børn og voksne har hurtigt fået øjnene op for den nye fantastiske verden der åbner sig. Via de sociale medier genforenes vi med gamle skolekammerater og vi kan deltage i den offentlige debat. At teknologien også kan misbruges er vi ofte blinde overfor indtil det er for sent.

Skattevæsen, politi, arbejdsformidling, arbejdsskadestyrelse, digital tinglysning og forsvarets IT system har ikke bare kostet borgerne milliarder af kroner, men truer også med at underminere det fælles, samfundet og staten.

Skolerne er også blevet digitaliseret, hvilket har betydet en forøgelse af skolernes udgifter til den nye teknologi og i nogle tilfælde sikkert også – kan man frygte – på bekostning af de klassiske dyder: bøgerne og tiden i diskussion sammen med de andre elever og voksne.

Vi har i dag et folketingsvalg. En stor tak til de danske medier for at genetablere en sund og proper debat med fokus på det væsentlige. Og et stort skulderklap til alle vores lokale politikere som ikke bare har ført en anstændig valgkamp, men som også hjulpet og støttet hinanden.


Hvis vi forventer at også fremtidens børn skal tage del i den demokratiske debat og proces og ikke kun lader sig lede og styre af en tilfældig og i nogle tilfælde også manipuleret digital strøm er det nødvendigt at vi også forholder os kritisk til det teknologiske imperativ.

Overbuddet af information og det horisontløse og uendelige digitale univers truer med at udvikle en ny form for analfabetisme, hvor mennesket mister orienteringen både i sit eget liv og i samfundet. Et decideret tilbageskridt som baner vejen for populisme og politikere som bruger alle midler for at opnå magt. Netop Dannelsen…  – og først og fremmest det kæmpe fremskridt det var, at hele Danmarks befolkning ved Grundlovens indførelse kunne læse og skrive   –   har været den måske vigtigste forudsætning for at Grundloven og demokratiet overhovedet blev så virkningsfuldt.

Talens magt eller magtens tale….Lad os også i fremtiden satse på at det bedste argument vinder debatten. Lad ikke den mest magtfulde få det sidste ord, men den klogeste.

Jeg har med vilje ikke nævnt kulturen før her i min afslutning.

For det virkelige fælles, hvad er det?

For et par dage siden døde den franske filosof Michel Serres i en alder af 88 år. Han er nok ikke så kendt i Danmark, men det burde han være.

Michel Serres var oprindelig sømand, men i 50’erne indledte han studier i filosofi og litteratur og blev en verdensstjerne. Både naturen og kulturen betød meget for ham og fyldte godt i hans omfattende forfatterskab. En af hans sidste bøger  –  ”Hvad var det egentlig før, der var bedre”   –   var et studie i alderdommen og ældres tendens til at se fortiden i et nostalgisk lys.  Serres rejser spørgsmålet, som er bogens titel: Hvad var det egentlig før der var bedre og kommer frem til konklusionen at før var alting ikke bedre, tværtimod. Før havde vi Hitler og Stalin. Før levede vi kortere. Og før havde vi som ældre svære ved at leve et værdigt liv. Og når vi blev syge havde vi langt færre muligheder for at blive helbredt. Vi skal ikke altid være så bange for forandringer, heller ikke når vi bliver gamle.

Diskussionen om hvad det gode liv er og om det var bedre før fylder også hos os i Helsingør.

Var det bedre før?

Spørgsmålet er i virkeligheden uinteressant. For det handler vel altid om at engagere sig i sin samtid og gøre den bedre.

Det gælder om at vi alle har det godt og at der er plads til alle og at vi ikke kun favoriserer enkelte grupper, så vi kan skabe et afbalanceret samfund med plads til alle  -sammen.

Vi har brug for reflektion og nye tanker udefra, hvis vi fortsat skal udvikle os som lokalsamfund. Og det er vi faktisk lykkedes ret godt med især takket været kultursatsningen.

Og der er faktisk ikke noget hverken nyt eller revolutionerende i det budskab. For hvis ikke vores forfædre havde været åbne overfor det nye og det fremmede udefra, hvad enten der var tale om idéer eller mennesker, så var grundloven aldrig blevet til.

Her på Flynderupgård sikrer museet os adgangen til den del af vores indviduelle og fælles identitet som ofte er skjult for os. Hvem er vi og hvor kommer vi fra?

Og kulturen giver os også via teatret, litteraturen og kunsten nogle bud på hvad det vil sige at være menneske i vores egen samtid.

Kulturen er som blomsterne her i haven noget vi skal passe på. Kulturen skal også vandes, gødes og plejes så her er rart at være og noget for os alle sammen at se på.

Men allervigtigst er det måske, at kulturen og grundloven    –    og med grundloven mener jeg også kristendommen   –   mere end noget andet fortæller os at vi er et fællesskab. Og både kulturen, grundloven og kristendommen sætter nogle markante og vigtige rammer for dette fællesskab.

Jeg vil gerne ønske os alle en god grundlovsdag.

…og huske at stem….på de rigtige.

Leave a Comment