Kommunisterne i Graz og Jens Clemmensens fotoforretning

https://drive.google.com/file/d/1s2cGqoO0PRh4xbdW8Ew0laOu5xeivKqF/view?usp=sharing

Nordsjælland, 27. juni 2018

Jens Clemmensens fotoforretning og Kommunisterne i Graz

Af Jens Frimann Hansen

 

For nylig var jeg til et møde i Graz, Østrig. Mødet var ikke politisk, men blev holdt i et kultuhus, Volkshaus, som viste sig at være ejet af det kommunistisk parti, KPÖ. Graz er en af de få lokalsamfund, hvor det kommunistiske parti er valgt ind. Min bekendtskabskreds er nogenlunde ligeligt fordelt mellem højre og venstre og selv bekender jeg mig ikke til et bestemt politisk projekt. Men jeg snuppede et par aviser på vej ud og fik efterfølgende et indblik i hvordan kommunisterne i Østrigs næststørste by har grebet sagen an.

Det slog mig, at hvor mange af os andre har haft meget travl med at være aktive i den digitale verden, og ikke mindst på de sociale medier, havde kommunisterne i Graz en langt mere konkret tilgang til deres politiske mission. Dels var de konkrete initiativtagere til demonstrationer og politiske manifestationer, dels var de optaget af emner som reelt bekymrede de fattige i Graz. Det er de fleste partier jo, men der var den forskel, at kommunisterne ofte var meget konkret og fysisk til stede blandt dem de så det som deres mission at hjælpe. Kommunisterne har en hotline til lejere der er kommet i klemme med huslejen, de bekymrede sig om buslinjer, ældreomsorg osv. og alt sammen ledsaget af handlinger, hvor kommunisterne var nærværende både psykisk og fysisk. Og da jeg bladrede om til sidste side i avisen var det sgu lige før jeg selv rakte ud efter den røde fane for her kunne man efterlyse forsvundne husdyr og fremlyse katte og andre kære væsner som søgte et nyt hjem. Det gav mig et klart indtryk, at vi her havde at gøre med politikere der var i overensstemmelse med deres politiske projekt. Egentlig uhyre gammeldags, da vi jo i dag alle sammen skal være på nettet hele tiden.

 

I Danmark kender man stort set kun politikerne fra medierne. Jo, når det trækker op til valgkamp, kan man godt møde politikerne ude i virkeligheden også. FC Helsingørs superligakampe var i dagene op til kommunalvalget et yndet udflugtsmål for vores lokale folkevalgte helte. Her oplevede jeg bl.a. en kandidat i partijakke, som godt nok ikke blev valgt, skubbe rundt med en stakkels sjæl i en kørestol. Manden var blevet lovet at se en fodboldkamp i stedet befandt han sig i konstant kredsløb om fodboldbanen, da den ivrige politiker skulle flashe ikke bare sin gode gerning, men også partijagten, og racede den frustrerede mand rundt om banen i et tempo som var det et seksdagesløb. Men ellers er det mest på Facebook de politiske projekter kører. Og det er forstemmende læsning. En ting er debattonen, fake news og hvad man ellers hører af kritiske røster om de nye kommunikationslinjer i offentligheden. Hvad jeg egentlig synes er værere er at de politiske budskaber er uden krop. Når fx vores elskelige skuespiller Jesper Christensen toner frem og mener at vi skal passe på de danske kyster, som han gjorde som et led i Danmarks Natrufredningsforening kampagne for nogle år siden. Hvad rager det egentlig ham? Jeg er helt enig i budskabet, men virkeligheden er meget mere nuanceret. For mange er naturen lig med et reservat, men der bor også folk derude og hvem kæmper kampen for deres tilværelse og livsunderhold? Nok ikke de kendte ansigter fra kampagnerne. Anderledes respekt fortjener i hvert fald en del af vores lokale venstrefløj. Jeg kommer ikke afsted med disse bemærkninger uden at nævne Jørgen Manniche og Peter Henning som mere end 3.000 gange har stået fredsvagt ved Christiansborg fordi de vil have fred i verden. Der nok blevet grinet lidt i krogene af det absurde i projektet, men i virkeligheden er det jo dem der har ret og verden der er vendt på hovedet.

 

Det har undret mig. I en verden hvor flere og flere opgiver kameraet til fordel for mobiltelefonen og hvor stort set ingen byer af Helsingørs størrelse har en fotoforretning længere, så er der stadigvæk gang i butikken hos Jens Clemmensen på Axeltorv. Jeg kommer meget gerne i butikken, om ikke andet så for at få en sludder med Jens om stort og småt i Helsingør City. Hvad der har overrasket mig er imidlertid, at det er virkelig svært at få Jens i tale for butikken er næsten altid fyldt op med kunder, mange pensionister, som Jens og hans ansatte tålmodigt forklarer, at de skal huske at fjerne den sorte klap foran linsen inden de tager billeder, samtidig med at de uddeler storslåede komplimenter – ”Hvor ser de dog ualmindelig fortryllende ud på netop dette billede, fru Jensen” – når et pasfoto skal udvælges, Eller når en fotopakke bliver afhentet og billederne gennemgås sammen: ”Nej, hvor er han [barnebarnet] dog vokset. Du alt for barmedede, som tiden dog går”. Der udøves en service i Clemmensens fotoforretning, som jeg tror har en medvirkende betydning for at mange af forrentingens kunder nægter at skifte til fotografering med mobiltelefonen. Ikke bare fordi de får en god service, men der bliver også talt til dem på en ordentlig måde.

 

Vi lever i en verden som i den grad kaster sit lod i teknologiens vægtskål. Ofte på bekostning af god opdragelse, høflig omgangstone og dannelse. Selvom Helsingør Kommunes skraldespande taler pænt til os når vik kaster vores affald i deres indre, så var det måske bedre, at vi lærte vores børn, at de selv har ansvaret for deres affald. Og så kunne man jo passende bruge pengene på noget mere fornuftigt.

 

Leave a Comment