C20
Det er ikke så ofte, at jeg kommer i de kredse, hvor C20 folket opholder sig. Men ind imellem sker det. For nogle år siden var jeg til et arrangement hos Scandlines, hvor et par af de store fisk fra det blå Danmark også viste sig. Det var ikke kedeligt. Scandlines daværende direktør Henrik Rørbæk var vært for arrangementet og bød gæsterne velkommen. Jeg tror alle gæsterne havde opdaget at direktørens gylp stod åben og en sekretær krabbede sig ind på scenen og overlevede det kompromiterende budskab til direktøren. Han tog det nu i stiv arm. Han udbrød et højlydt “Nå, for helvede”, hvorefter han vendte sig om og lynede bukserne op. Da han vendte sig tilbage mod de tilhørende råbte han flabet: “Jeg troede ellers vi var i en branche, hvor vi ikke havde hemmeligheder for hinanden.”
For ikke så længe siden var jeg til et familiefødselsdagsarrangement i Nordsjælland, hvor skæbnen ville, at hele to topdirektører fra C20 var til stede. De var nu ret underholdende og underholdt villigt gæsterne iført hvide åbentstående sommerskjorter og et sommerlet hørsæt og et par afslappede jeans. De kunne fortælle om spændende ture til Musik i Lejet og meget andet godt og alle sætninger indeholdt ordet “super”. Festligt var det. Store smil, ingen pinlige tavsheder, ingen skandaler, som vi nu ellers godt kan diske op med i min familie, hvis det endelig skal være. Og de kørte i ganske almindelige familiebiler, Volvo. Og de havde ure der kunne vise hvad klokken var. Ingen Rolexure. Rigtigt rige mennesker har jeg kun mødt, da jeg boede på Christianshavn og nu i Ålsgårde, hvor hhv pusherne og/eller ejendomsmæglerne/revisorerne kører rundt i overdrevne store Mercedes, Audi og BMW og går rundt med synlige og klirende Rolexure. G20 er rige på en helt anden måde.
På et tidspunkt foreslog værtinden, som hun plejer, og til stor glæde for gæsterne, at vi skulle gå en tur inden chokoladekagen. Alle jublede, og afsted med os. Nu boede værterne ret naturskønt tæt på en sø og med marker med flere hestestod og græssende kreaturer, og vi var flere der gjorde os kloge på både det ene og det andet, selvom vi dybest set ikke havde forstand på noget af det, men blot skulle holde samtalen i gang, mens vi vadede ud over markerne. Vi klappede hestene og nærmede os stykket, hvor kreaturerne havde samlet sig oppe i det fjerneste hjørne.
Det skal siges, at jeg har som ganske ung arbejdet på en gård og kender en smule til landbrug. I hvert fald som det så ud for 40 år siden. Men jeg har også opholdt mig en del hos Niels Stokholm i Dronningmølle, som altid har delt generøst ud af sin viden om køer. Niels har lært mig, at man altid skal have store, tydelige og langsomme bevægelser når man omgåes køer, som er fredelige dyr med mindre man overskrider deres grænse især når det drejer sig om mødre med kalve. Det var nu ikke tilfældet her. Det var en flok ungdyr, som stod og skumlede oppe i hjørnet, så her var der ingen fare på færde. Troede vi. For da de fik øje på os begyndte de at bisse. Og nu gik det stærkt. Pludselig væltede 20 ungdyr i kaotisk galop imod os og der udbrød en vis panik i selskabet, mens værten og jeg med store bevægelser og høje råb gik mod dyrene og ganske udramatisk fik dem bragt til standsning.
Da vi vendte os mod resten af selskabet så vi noget mærkeligt. De to C20 direktører og et par stykker mere også af hankøn var nu i færd med at hoppe over et lille stødhegn og tilbage til folden, hvor deres koner stadig befandt sig. Både konerne og mændene var afdramatiserende. Måske har du set Ruben Östlunds film “Force Majeure”, hvor en familefar søgte ly for en lavine, mens moderen blev efterladt alene med ungerne, hvorefter deres ægteskab var præget af en foruroligende stemning. Det skete ingenlunde her. Efter hændelsen gik vi hjem og spiste chokoladekage og den gode stemning genetableredes som om intet var hændt.
Helsingør Dagblad, mandag den 27. August 2018