Great Yarmouth / Norwich

img_2821.jpg

Great Yarmouth/Norwich16.-19. September 2016

Seechange festival. Jeg deltog i den for første gang. Jeg havde en skjult drøm om at komme til Norwich også, eller rettere til Norfolk og Southfolk, men det nåede jeg aldrig. Jeg mødtes med Casper i Schipollufhavnen for sammen med ham at flyve til Norwich og derfra med tog videre til Great Yarmouth. Alt gik efter planen. Hurtigt gennem Norwich, ikke tid til at se noget. Sebald spøgte hele tiden i mit baghoved. Han havde boet i Norwich siden ’70, hvor han underviste på universitetet. Han døde der også. I et biluheld.

Jeg havde været sammen med Casper i Tarrega. Vi spiste morgenmad sammen. Hver dag på samme café og derfra gik vi ud og så forestillinger. Et privillegium. Ikke lang tid inden havde han fået sin dødsdom. Otte. Max ni måneder tilbage at leve i. Han fortalte mig om operationen, hvor de havde fjernet en tumor på 7 kg. Han havde frabedt sig alt behandling. Men han var frisk og ved godt mod i Tarrega og senere også i Great Yarmout. Alle følte sig privilligerede over at være sammen med ham under de omstændigheder. Fredag aften spiste vi sammen med Jordi Y Roldos, kunstnerisk leder af Firatarrega på restaurant. Da Jordi skulle gå omfavnede han Casper og fortalte ham at han elskede ham.

Vi fulgtes også ad i Great Yarmouth og så forestillinger sammen. Julia og Kathrin fra Bremen var også med. Et nordisk team, en fælles forståelse. I hvert fald om at vi sjældent var enige. Jeg skulle rejse allerede søndag, en dag før de andre og fik ikke rigtigt sagt farvel til Casper. Jeg skrev ham en mail. Den var svær. Jeg havde måske set ham for sidste gang. Allerede fredagen efter, havde han fortalt mig, skulle han til et afgørende lægebesøg. Jeg havde et par timer, søndag, i Norwich og gik rundt på må og få i byen. Udefra så jeg katedralen og borgen og tænkte at alt den vertikalitet stred i den grad imod Sebald, som interesserede sig for krigens og menneskets horisontalitet. Jeg tænkte også på forestillingen Blok, hvor de byggede et højt tårn. Jeg tog tidligt i lufthavnen og havde flere timers ventetid, hvor jeg blundede på en bænk uden for. Da det var tid til at tjekke ind opdagede en dame at jeg først skulle rejse dagen efter og at jeg var kommet en dag for tidligt i lufthavnen.

Jeg bookede et hotel i Norwich og fik arrangeret et møde med en engelsk partner mandag formiddag, så jeg alligevel fik noget ud af den spildte dag. Han hentede mig på hotellet og vi gik til en kaffebar i nærheden, hvor han hældte to kopper kaffe i sig, mens jeg nøjedes med en flaske vand. Mødet var kort. Han havde kørt fire timer i bil. Vi var færdige på under en time og ingen af os så nogen grund til at forlænge mødet kunstigt. Han betalte og vi gik ud. Og dér, på den anden side af vejen stod Casper og ventede på bussen. Han havde ikke set mig, jeg kaldte og løb over til ham. Vi udvekslede almindeligheder og han gav mig en powerbank som jeg havde lånt ham tilbage. Og så kom bussen. Og jeg tænkte på, at jeg ikke fik sagt ordentligt farvel til James.

Leave a Comment