Radiohappening med digteren Per Højholt var mit beskedne bidrag til lukningen af Radio Valde i Vordingborg.
Radio Valde, hed lokalradiostationen i Vordingborg. Den lukkede i 2008, men var med sine rødder i fagbevægelsen og Socialdemokratiet og med sin folkelige programflade i sine velmagtsdage pænt succesfuld. Og jo, på et tidspunkt var radioen styret af en venstremand. Det gjorde den kun endnu mere socialdemokratisk. Og da det for alvor begyndte at gå ned ad bakke, da reklame- og bingoindtægterne svigtede, overtog midlet målet. Pengejagten. Dødsstøddet! Slut med dramatiske morgenhilsner om truende snevejr og formanende opfordringer til lytteren på klingende sydsjællandsk…”…sååååh det u’d og skoul schne, vænnar”. Slut med famlende og upræcise trafikmeldinger fra E55 eller landevej 16 eller 21’eren, som forbandt radioens yderste dækningsområde: Møn og Næstved i øst og vest og Nykøbing Falster og Rønnede i syd og nord.
Men hvem husker ikke programmer som Per Pladrer Plader – TOP 500, hvor værten Per Laursen, i øvrigt en gammel skolekammerat til undertegnede, med aldrig svigtende begejstring og intensitet høvlede sig igennem samtidens hits. Eller programmet Glad i hovedet, hvor tidens folkekære toner kombineredes med interviews af lokale gæster.
Jeg arbejdede som pressemedarbejder hos teatret Cantabile 2 i Vordingborg fra 1993-95. Det må have været nogenlunde samtidig med radioens storhedstid. Teatret delte kantine med gymnasiet. Selvom gymnasieeleverne nok mere var til tidens grunge, så slog det aldrig fejl. Kantinens forpagter, hun hed Betina, lyttede til 95,6 MHz RADIO VALDE, mens hun passede sit arbejde. Og således fik jeg min daglige dosis Radio Valde, mens jeg stod i køen og ventede på min frokost.
Som pressemedarbejder hos Cantabile 2 var Radio Valde også en samarbejdspartner. Vi kunne godt på teatret synes at stationen var lige lovlig lokal. Men vi måtte noget modstræbende erkende at Radio Valde var oprtigtigt interesseret i teatrets arbejde. Radio Valde var i det hele taget glad for stof og begivenheder som rakte lidt ud over hverdagen. Dem var der heller ikke så mange af i Vordingborg på de tider, skal nogen nok mene, selvom det faktisk ikke var rigtigt. Radio Valde – og især reporter Per Johansen – leverede nogle gudsbenåede reportager når skarpe kunstnere “ramte byen” og helt vendte op og ned på ret og vrang. Per Johansen havde, som Gunnar “Nu” Hansen, en formidabel evne til at møde det ukendte med en postivt smittende begejstring, som han formåede at sammenfatte i æterens magiske nu.
I 1995 fik vi på Cantabile 2 en henvendelse fra Radio Valde om vi kunne tænke os at producere et ugentligt radioprogram. Lederen af Cantabile 2 Nullo Facchini og jeg havde begge en våd radiodrøm og vi tilbød Valde-folkene et kulturmagasin af en times varighed en gang om ugen. Ingen af os havde tænkt det videre igennem og ingen af os havde reelt tid. Det endte som regel med at Nullo Facchini og jeg skiftedes. Nullo spillede mest Frank Zappa, og jeg kvitterede med at spille Grateful Dead. Det gik nogenlunde sådan i et par måneder inden vi måtte kaste håndklædet i ringen.
Men programmet skulle ikke fade helt ud i glemslen, så jeg besluttede mig for i programmets sidste time at producere en dobbeltskildring af Cantabile 2’s arbejde med en ny forestilling om borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og Per Højholts digte i samlingen “Show”. Programmet skulle være en blanding af en reportage og en happening, som altså involverede Per Højholt, masteren himself!
Jeg ringede til Per Højholt – hans telefonnummer stod i “Enhjørningens kvababbelser” ,
“Man skulle have været Jysk Telefon og ikke 06 851361.”
Per Højholt
så det var ingen sag at få fat i ham.
“Højholt”, sagde stemmen i den anden ende af røret. Jeg præsenterede mig, hvorefter Per Højholt demonstrede et både overraskende og udpræget kendskab til Cantabile 2. Overraskende især fordi han blankt indrømmede, at han aldrig satte sine ben i teatret. Men, han læste gerne om det. Jeg fortalte ham om mit koncept, som i grove træk gik ud på følgende: På vej ud til prøverne med Cantabile 2 på Avnø Flyvestation, som ligger ca 15 km fra Vordingborg, ville jeg speake i bilen og fire-fem gange ville jeg stille om til Per Højholts digtsamling “Show”, som findes på plade, og så læse digtene op på skift. Til sidst ville jeg løbe tør for digte – eller tør for æg, for alle digtene handler om æg – og så skulle panikken gribe reporteren. Planen var så, at jeg skulle bede teknikeren om at spille noget tyrolermusik – genren var i forvejen pænt repræsenteret i Radio Valdes pladesamling og tillige vellidt hos en stor del af lytterne – inden jeg kom tilbage til studiet. Efter tyrolernummeret gik jeg så direkte på og med panik i stemmen og slet skjult lån fra en af Højholts egne radiohappenings, skulle jeg ringe til nummeroplysningen og bede om nummeret på “en vis hr. Højholt”, som vist nok boede i Engersvang Sogn ved Silkeborg. Her skulle jeg så fortælle digteren, at jeg var løbet tør for “æg” og Per Højholt skulle så sige, havde jeg bestemt, at han ikke havde flere “æg”, men at han da havde et digt, som han gerne ville læse op for mig i radioen.
Og det var såmænd bare det.
Per Højholt indvilligede. Og ikke bare det. Han tilbød mig et digt, som endnu ikke havde været publiceret . Digtet “er en spade”.
Alt var planlagt og lige til. Det hele blev båndet og kom i kassen og vi var klar til udsendelse. I teknikken stod en ung pige, som jeg skød til at være 17-18 år. Hun var netop droppet ud af gymnasiet. Hun virkede en smule nervøs, så jeg instruerede hende nøje i, at Per Højholt efter det sidste komma i digtet holdt en lang pause, inden han sluttede af med “…, spaden overlevede”, Og SLUT!
D.v.s. jeg bød velkommen live i studiet, så satte vi båndet på og når det var slut trykkede teknikeren på stop og jeg rundede udsendelsen af. Men hun må have været meget nervøs, for hun trykkede STOP efter kommaet og SPADEN OVERLEVEDE fik vi – eller hvad langt værre var: lytterne – slet ikke med! EN KATASTROFE! Intet mindre og jeg skal ikke her gengive de forbandelser og onde tanker jeg sendte mod det arme pigebarn, som hurtigt opdagede, at hun havde fucket op BIG TIME.
Fejlen ramte mig hårdt.
Et par dage efter blev programmet genudsendt. Jeg gik op i gymnasiets kantine for at høre udsendelsen, men for første og eneste gang lyttede Betina ikke til Radio Valde. Få år senere døde reporteren Per Johansen og i august 2008 tændtes ON AIR lampen for sidste gang på Radio Valde.
Digression: Mohammed’s Radio af Warren Zevon. Jeg kan ikke høre den sang uden at tænke på Radio Valde.
jeg tror at en af grunden til at radio valde ikke kunne til sidste var at radio valde var for lokal og havde for alsidige programmer de skulle havet lavet den om til at programmerne fra 5:30 og frem til kl 20 spillede den samme musik alså blandet musik fra 80erne til idag og så ikke for mange lokal nyhedder så det kun var hver time og så skulle de ikke kun havet kørt med lokal reklammer også landsdækkende blokke som fx sydhavsøerne og slr gør
jeg tror godt man ville kunne starte en reklame radio i vordingborg igen