Sverige forever – eller hur?
Af Jens Frimann Hansen
Paradoks: En kunstudstilling i Malmö og to bogudgivelser har to meget forskellige syn på de sidste 30-års svenske samfundsudvikling.
Lad det være sagt med det samme: kunstudstillingen Samhälsmaskinen på Malmöhus er en rigtig god udstilling. Gennem værker fra de sidste årtier kommenterer kunstnerne tilblivelsen og afviklingen af samtidens Sverige. Udstillingen favner bredt og stikker dybt. Man kan sige at udviklingen af det svenske velfærdssamfund startede med videnskabsmanden og botanikeren Carl von Linné. Han drog på adskillige opdagelsesrejser i Sverige og beskrev hvordan landskabet eller naturen kunne gøres nyttig. Eller med Linnés samtidige mystikeren Emanuel Swedenborg. Han var involveret i Sveriges tidligste mineindustri i 1700-tallet, men blev senere kendt for sin udforskning af sjælens dybder. Linné er nævnt flere steder i udstillingen bl.a. i en fotoserie ”Resa i Norrland” af Erik Mikael Gudrunsson. Gudrunsson har genbesøgt Linnés steder og dokumenteret hvordan vor tids menneske ikke bare har taget Linné på ordet, men også efterladt en udørken i form af udpinte, trøsteløse, nu forladte industriområder. Og det er svært ikke at tænke på Swedenborg når man står over for Erik Holmstedts billeder ”Malmberget” og Gustav Hillbom/Erik Viklunds video ”Ovärdet”. Begge dokumenterer hvordan minens gigantiske hul ikke bare underminerer det svenske folkhem, som i velfærdsudgaven stort set svarer til et dansk parcelhus, men også griber ind i sjælen hos husets beboere. Udstillingens værker strækker sig i tid stort set til tærsklen af vor egen tid, hvor et stor del af industrien bag velfærdssamfundet afvikles og hvor nye aktører som fx Facebook begynder at interessere sig for at investere i den svenske udkant eller det svenske Nord. Men det er også tiden, hvor den svenske provins for alvor affolkes og hvor nye folkestrømme – flygtningene – begynder at dukke op og højreradikalismen og racismen.
Det nye Sverige
Og her kan vi så se konturerne af et nyt svensk samfund, globaliseringens Sverige, som kommer efter velfærdsstaten og som udstillingen ikke bruger mange kræfter på. I tid dokumenterer udstillingen i grove træk 1700-tallet til årtusindeskiftet og i rum er udstillingen først og fremmest optaget af Sveriges provins, altså uden for de store byer og kunstcentre i Stockholm, Göteborg og Malmö, selvom især sidstenævnte, måske ikke overraskende, i flere af værkerne også har sin hovedrolle. Udstillingen har et stærkt formgreb om den svenske provins og udkant. Det er en stor styrke ved udstillingen. Video fylder meget. Og det kan betale sig at afsætte tid til at fordybe sig i hver enkelt video, selvom det betyder at udstillingen kun lige kan nås på en enkelt dag. Men udover video er materialerne fotos, tapet, millioprogrammets finerdøre for bare at nævne nogle. Hetil skal man lægge forskellige effekter fra Malmøhus egne magasiner fx en udstoppet gulvspurv. Samfundsmaskinen er et sentimentalt og livsbekræftende gensyn med industri- og velfærdsstaten i Sverige. Udstillingen er suverænt kurateret med et overbevisende og generøst valg af markante værker, som virkelig formår at give den konforme fortælling om velfærds- og industristaten Sverige nogle højst originale og kritiske perspektiver og stemmer. Udstillingen både genbekræfter det smukke, humanistiske og altfavnende socialdemokratiske projekt bag velfærdsstaten og folkhemmet, men den peger også på at industrisamfundet gav det selvsamme projekt en dødsdom og samtidig – som vist i Saskia Holmkvists, Ellen Nymans og Corina Opreas video ”Sicherheit” –gjorde Sverige til verdens største våbenproducent, målt i forhold til befolkningstal, og tilsyneladende helt uden befolkningens vidende.
Erik Holmstedts billeder beretter om et Sverige, som vi kender, men med en dybde og et perspektiv og en trivialitet, så det måske alligevel kommer bag på os. (Foto: Erik Holmstedt)
Foruroligende
Der er noget foruorligende over udstillingen. Det er i mere end en forstand en svanesang over 300-års svensk samfundsudvikling, som alle der kan huske Olof Palme er vokset op med og præget af, som nu er forsvundet eller ved at forsvinde. Og netop Malmö har om noget på godt og ondt været symbol for denne udvikling. Jeg kan huske, da Malmö var et inudstrisamfund, i dag har byen taget et stort skridt i retning af at være en globalt orienteret storby med vækst og kultur og tæt på halvdelen af befolkningen med anden etnisk baggrund. Med denne udvikling er også opstået en ny generation af kritiske kunstnere. I Danmark kender vi Lars Vilks og Uwe Max Jensen, men i Malmø har de streetkunstneren Dan Park. Hans værker er blevet beskyldt for at være racistiske ligesom kunstneren selv har markeret sig i en række højreradikale sammenhænge, som i flere tilfælde har givet kunstneren fængselsdomme.
Og her ligger der et interessant paradoks. Udstillingen kan med en vis ret siges at være en old-school beretning tilrettelagt af et meget stærkt venstresnoet kunstmiljø og vist i en socialdemokratisk kunstinstitution med samtidsværker fra de sidste årtier. Men den radikale højrefløjs parallelle vækst i de samme årtier; dens clash med kunstmiljøet og den racismebårede sabotage af den socialdemokratiske demokratiforståelse og humanisme forbigås i udstillingen med larmende tavshed. Udstillingen er, for pladderhumanister som jeg selv, som en smuk drøm om noget som var, men som ikke findes længere.
Den racistiske morder
Tiden er endnu ikke moden til en udstilling eller en kunstnerisk bearbejdning af bare de sidste to årtiers svenske samfundsudvikling i det svenske kunstneriske establishment. Flygtningestrømme, indvandring og højreradikalisering har for alvor sat national- og velfærdsstat under massivt pres. Til gengæld har især to nyudkomne dokumentariske skildringer beskrevet Sverige efter mordet på Palme.
Mattias Gardell dokumenterer i ”Rasskrigaren” seriemorderen Peter Mangs liv. I en periode på syv år skød Peter Mangs systematisk og med et racistisk motiv indvandrere i Malmö. Han blev i 2012 dømt for to mord og fire mordforsøg, men det er dokumenteret, at hans synderegister i virkeligheden er langt større. Mattias Gardell er professor i racisme og var indkaldt som vidne i sagen om Anders Behring Breivik, som i nogen grad kom til at skygge for sagen mod Peter Mangs, for at dokumentere, at der bag Breiviks gerninger lå et racistisk motiv, som i høj grad var konstrueret ud af et internetbaseret og internationalt racistisk fællesskab og miljø som stortrivedes og stadig trives på internettet.
I en rystende, sober, uafrystelig, veldokumenteret og grufuld gennemgang af Peter Mangs levnedsløb, skildrer Gardell hvad der på overfladen ligner et gennemsnitligt halvkedeligt livsløb, som pludselig tilføres nyt liv og energi ved at frekventere racistiske websties, og som forvandler Peter Mangs til en dræbermasike, som oppererer inden for et ganske lille område af Malmö. Han henter masser af moralsk støtte på nettet i takt med at han fjerner sig mere og mere fra den virkelige verden. Gardell dokumenterer hvordan hverken politikere eller politiet formår at håndtere sagen, ja nærmest tværtimod. Mens politikerne offentligt tager afstand fra små-fisk-kriminelle med indvandrerbaggrund viser de sig først alt for sent i offentligheden og tager afstand fra en racist som er ved at udvikle sig til massemorder. Myndighederne tror længe der er tale om indbyrdes indvandreopgør, og højrefløjen forklarer systematisk Peter Mangs mord og mordforsøg som interne kriminelle indvandreropgør, hvilket betyder at Peter Mangs kan arbejde under politiets radar i årevis og udvikle og eskalere og sofistikere sin virksomhed over en lang årrække. Bogen er mere spændende end en kriminalroman og mere end noget andet et eksempel på at virkeligheden ikke bare overgår fantasien, men også internettet. Men det er også en uhyggelig beretning om politikeres og mydigheders totale svigt og udviklingen af en højerefløjspopulisme, som fortsætter med at vokse.
Det højrepolitiske Sverige
En af Peter Mangs forebilleder var Lasermanden, John Ausonius, som i 90’erne skød 11 indvandrere i Stockholm. En af dem døde. Bag lasermanden gemte der sig en tragisk livshistorie som udviklede en psykopat. Forfatteren og journalisten Gellert Tamas skrev en biografi om Lasermanden, som også er oversat til dansk, og som samtidig blev en skildring af højreradikalismens indtog i det svenske samfund. Gellert Tamas sidste bog ”Det Svenska Hatet”, som netop er udkommet, er en historisk og kritisk, nøgtern gennemgang og sammenfatning af højreradikalismens videre udvikling i Sverige, særlig koncentreret om Sverigesdemokraternes opståen og udvikling, og tegner parallelt et portræt af en af partiets frontfigurer Kent Ekeroth. Tamas beskriver også den muslimske terrors indtog i Sverige med selvmordsbomberen Taimour Abdulwahab, som dog ikke formåede at sprænge andre i luften end sig selv. Tamas er usædvanlig grundig og alle hans pointer er veldokumenterede. Han beskriver Sverigesdemokraterne som et racistisk parallelsverige som bag en demokratisk partifacade er dygtige til at kommunikere og vende et hvert nederlag til egen fordel og således opnå stigende sympati i offentligheden, samtidig med at hovedfigurerne optræder på de samme websites som både Breivik og Mangs. Det er en udvikling som i den grad må vække bekymring og uro hos alle demokratisk sindede. Tamras afdækker denne del af Sveriges historie helt nøgternt og objektivt. Pointen i begge bøger er først og fremmest at racismen er en faktor i svensk politik som man er nødt til at tage alvorligt hvad enten man er politiker, journalist, politimand eller kunstner.
Den danske kunstner og skribent Uwe Max Jensen er en af dem der oftest beskyldes for at sætte sit politiske og muslimkritiske/racistiske budskab foran sin kunstneriske virksomhed. Han er mildt sagt en kontroversiel skikkelse i det danske kunstmiljø og inviteres – på trods af hans ofte meget originale værker – næsten aldrig til at udstille på etablerede kunstmuseer. Til gengæld inviterer han gerne selv, hvilket er ført til både slagsmål, bortvisninger, anholdelser, karantæne, politisnameldelser m.m. I 2012 var han inviteret til Passagefestival i Helsingør for at præsentere et værk efter eget valg. Uwe Max Jensen valgte at bygge et skib, som han døbte ”Helle Thorning”, og som han ville sejle til Helsingborg i. Skibet sank allerede ved søsættelsen. (Foto: Søren Damving)
Dagerman og Sebald
I 1946 rejste den svenske forfatter rundt i det sønderbombede Tyskland. Hans oplevelser publiceredes i det svenske dagblad Expressen og er siden udkommet i bogform. En af hans iagtageler citeres af den tyske forfatter W.G. Sebald i hans undersøgelse af, hvordan krigstraumet bearbejdedes i efterkrigens tyske litteratur. Dagerman afslører sig som udlænding på en sporvognstur gennem Hamburg, hvor han som den eneste kigger nysgerrigt ud af vinduet, mens alle tyskerne har blikket stift rettet fremad. Sebald dokumenterede i bogen, at der var flere litterære bearbejdelser af krigens gru, men at de alle stort set blev tiet ihjel af en enig kritik. Jeg kan ikke lade være med at fundere over om der findes en lignende mekanisme i Sverige. Udstillingens billede af Sverige og bøgernes beskrivelse af Sverige ligger milevidt fra hinanden. Udstillingen leverer fascinerende billeder af det Sverige vi kender, mens bøgerne beskriver det Sverige vi ikke vil kendes ved.
Tilbage på Malmøhus støder jeg på et værk som faktisk forbinder Danmark med Sverige. Kunstneren Leif Elggren besøgte i 1986 København. Han opholdt sig i København nogle dage, hvor han sammen med vennen Göran besøgte nogle venner. Da de tog færgen tilbage til Malmö skulle de køre videre i Görans SAAB 96, som de imidlertid ikke kunne få startet. De rodede med bilen hele natten og hen på morgenen fjernede de luftfiltret. Leif Elggren kunne ikke modstå fristelsen. Luftfiltret havde en slående lighed med en babylonsk kongekrone, som han havde set på et billede, og nu prøvede han at sætte luftfiltret på sit eget hoved, og det passede perfekt. Luftfiltret er udstillet på Malmöhus ved siden af et billede af kunstneren som bærer denne særlige kongekrone på sit hoved.
Mattias Gardell, ”Raskrigaren. Seriemördaren Peter Mangs”, Pocketforlaget, 2015.
Gellert Tamas, ”Det svenska hatet. En berättelse om vor tid”, Natur & Kultur, 2016.
Udstillingen ”Samhällsmaskinen” vises på Malmöhus til og med 27. januar 2017.