På færgen fra Rødby til Puttgarden mødte jeg en ældre politiker. Jeg kender ham ikke, men har mødt ham før, og løb første gang ind i ham på en tankstation på Amager en gang i firserne. Den gang gav han mig en rose og en lille plasticpose med en pamflet med et par politiske budskaber, som jeg for længst har glemt. Der var noget fundamentalt sympatisk og menneskeligt over dette møde, hvilket nok er grunden til, at det står så tydeligt for mig i dag så mange år efter. På vej videre ned gennem Tyskland kørte jeg på motorvejene i det gamle Øst. Et vidunderligt smukt landskab, som mange steder er plastret til med vindmøller og solceller langs motorvejen. Et håb for fremtiden, men også et fravær af æstetik, hvorfor den grønne forandring har noget foruroligende over sig. Tyskland står overfor nogle ret afgørende delstatsvalg i de østtyske delstater til september. Her kan AFD få sin første delstatspræsident. Flere og flere steder har de Völkische Siedler opkøbt større landområder i forladte landsbyer og presser lokaldemokratiet. De er teknologifjendske og økologiske naturdyrkere. En slags stærkt højeredrejede armish-folk. Undervejs ser jeg faktisk en hestevogn med en lille familie på vej over en motorvejsbro. Måske et tilfælde.
Af en eller anden grund har jeg aldrig kunnet glemme politikeren. Han er nu blevet gammel, krumrygget og hans blik er flakkende. Han har forladt sit oprindelige parti og har taget turen helt ud til den yderste højrefløj. Jeg møder jævnligt hans populistiske og desperate indlæg i de lokale aviser hvor han i en forvirret ordstrøm forsøger at lave politik på enkeltsager, der stritter i alle retninger. Jeg tænkte på ham igen, da jeg på en rasteplads lidt nord for Berlin stod overfor et kødorgel af snitsler, pølser, rumpsteaks og kartoffelretter og saucer og paneringer i alle afskygninger og alt sammen opvarmet af et batteri af varmelamper og varmeplader. Bag disken var tre ansatte udklædt i kokkemundering klar til at betjene de rejsende. De to var tatoverede langt op ad halsen. De lignede mere rockere end kokke. De talte så jovialt og højrøstet sammen, at ingen af de sultne rejsende turde nærme sig buffeten eller hvad man vil kalde det rædselskabinet af paterede døde dyr, der lå på lit de parade i et skidengult lys i glasvitrinen. Flere af rastepladserne virker helt forladte. De pavillonagtige bygninger er bygget i så dårlige materialer, at de næsten ikke en gang kan aflåses ordentligt.