Drengestreger
Af Jens Frimann Hansen
Mine forældre var en slags velfærdsstatens pionerer. De byggede et af de første parcelhus på Møn. Min far opfostrede en so med smågrise på grunden for at kunne betale de første terminer. Med parcelhuset og velfærdsstaten fulgte også et ganske bestemt og temmelig firkantet kønsmønster: Drenge var drenge og piger var piger – og så var den sgu ikke længere, hvad det så end måtte betyde, andet end at drenge kørte på blå cykler og piger på røde. Dette firkantede kønsmønster mimes fortsat på landet og i Helsingør, mens man i de store byer og i de fine aviser opererer med fra 9-52 forskellige kønsidentiteter. Man kan være neutralkønnet, transkønnet osv. En filosof – Guillaume Paoli – har beskrevet vor tid, som en tid hvor mindretallene på kryds og tværs har krævet og opnået rettigheder, men at konsekvensen også har været, at vi har mistet forbindelsen til det fælles, til samfundet. Alle mindretal – i hvert fald i de store byer – har deres ret, og i sidste ende handler det om individets ret til at leve det liv det vil, mens det på landet er langt sværere at etablere sig i sin niche. Det er angiveligt en af grundene til at kvinderne flytter til byen. De føler sig ganske enkelt friere der. Friere til selv at sammenstykke et liv på deres egne betingelser, som bryder med de gamle kønsroller. Dette er selvfølgelig en grov forenkling af virkeligheden, men der er noget om snakken. Og uden at rode mig ud i en Richard Møller Nielsen a la: ”Her i Nordirland spiller man fodbold som dengang, en mand var en mand, og en bøsse var noget, man gik på jagt med” vil jeg dog gerne bibringe læserne en enkelt iagttagelse fra det kønskonservative hjørne af virkeligheden.
En af de forskelle jeg har bemærket mellem kvinder og mænd er, at mænd – med mindre de ligefrem er funktionærer og har siddet på kontor hele livet – ind imellem foretager nogle – i kvindernes øjne – fuldkomne stupide handlinger. Jeg skriver ikke her om alt det mænd kan finde på når de drikker sig i hegnet. Gid det var så vel, så var der da i det mindste en undskyldning for miseren. Jeg skriver om, at mænd ind imellem gør noget, som ligger så langt fra kvindernes forståelseshorisont, at kvinderne ganske enkelt ikke er indrettet til eller besidder receptorer til at begribe, hvad det er, der er på færde. Der er tale om et højspændt område mellem kvinder og mænd, som kan koste både forelskelser, venskaber og ægteskaber. Hvad værre er. Jeg er kommet frem til at en gennemsnitlig mand gennem et helt liv må regne med, at han skal udføre 250 af sådanne handlinger.
Jeg kan nok ikke padle igennem den her artikel uden et par eksempler. Og lad os bare starte med verdenslitteraturen, som vrimler med eksempler på fænomenet. Knut Hamsun beskriver i romanen Victoria det elskende par Johannes og Victoria, som befinder sig på en strandbred. De er smask forelskede, men Johannes, som ellers er digter, er blevet helt stum og kan ikke finde ord til at udtrykke sin kærlighed til Victoria. Da får han øje på Victorias sko, som hun har taget af. Fluks griber Johannes skoene og kaster dem i vandet for at gøre indtryk på sin kæreste. Et andet eksempel stammer fra en tankstation, hvor jeg arbejdede sammen med flere af mine bedste kammerater, da jeg var 16. Vi kom ofte forbi tankstationen når de andre var på arbejde og en dag, hvor Jesper havde vagten, kiggede jeg forbi, men Jesper var ikke at se nogen steder. Det var vildt underligt. Men pludselig hørte jeg en rallende lyd fra baglokalet. Jeg frygtede et røveri og at han lå bagbundet derinde, men da jeg kom ind, fandt jeg Jesper med hovedet langt nede i fryseren. Ved nærmere eftersyn kunne jeg så konstatere, at han ville slikke isen af fryserens side, hvorved tungen havde brændt sig fast. Og jeg kan selvfølgelig også bidrage med et eksempel fra mit eget liv. Da jeg gik i gymnasiet var jeg ret vild med en pige, der hed Lis. Vi var på tur til Bruxelles og nød ikke bare at se og opleve de europæiske institutioner, men også det gode og stærke belgiske øl. På et tidspunkt da vi går i flok på gaden vurderer jeg, at nu er tidspunktet kommet, hvor jeg skal spille min trumf og vinde Lis for altid. Jeg griber fat i Lis og forsøger at få hende op på taget af en kørende bil, der imidlertid er væk, da jeg giver slip på Lis, og vi begge tumler rundt på Rue du Midi. Jeg forstod aldrig helt hvad der var gået galt. Men det gjorde Lis.