Helsingør Dagblad, 11. marts 2021
For nogle år siden modtog jeg et besøg af nogle bekendte af mine svigerforældre. Manden hed Finn, han kom fra Sønderjylland, og han var pensioneret grossist. Han havde blandt andet solgt pølser, og han så længselsfuldt ud på pølsevognen på Blomstertorvet, for den havde været hans bedste kunde i hele Danmark.
Den røde pølse har været sin vægt værd i guld for Helsingør. Afstanden til Københavns økologiske woke er også lige akkurat stor nok til at man, trods sit økologiske og veganske sindelag, kan snyde sig til at nyde denne herlige ret uden at blive slået i hartkorn med dyremishandlere og yderligt gående højreradikale bevægelser. At den røde pølse har en særlig status i Helsingør, og at den særligt synes at tiltrække svenske gourmeter, hænger sandsynligvis sammen med 70’ernes grænsehandel, hvor vort svenske broderfolk måtte lukkes ind i Helsingørs butikker i hold, når de skulle handle kød og sprut i Helsingør. Mange svenske familier sluttede indkøbsturen af med en håndfuld røde pølser på pergamentpapir og dertil ketchup, sennep og brød.
Svenskerhandlen, der i 70’erne nåede højder der lod sig sammenligne med Sundtolden, findes ikke mere, men traditionen med den røde pølse har altså overlevet og står stadig stærkt i Helsingør.
En våbenbroder i Skydeselskabet fortalte mig engang, at på dage med særlig stor omsætning meldte den gamle købmand Rasch, der sikkert vil være mange ældre læsere bekendt, ofte afbud til møderne i selskabet. Hvad den gamle Rasch ikke havde tænkt på var, at man fra billardlokalet i Skydeselskabet kunne se lige ned i hans privatgemakker, som lå lige ovenover butikken. Her kunne selskabet se deres våbenbroder stable dagens omsætning i gigantiske stabler på egetræsskrivebordet, der vendte ud mod Stengade.
Svenskerhandlen, der i 70’erne nåede højder der lod sig sammenligne med Sundtolden, findes ikke mere, men traditionen med den røde pølse har altså overlevet og står stadig stærkt i Helsingør. Menukortet på Helsingørs restauranter beskyldes ofte for at være for ensidigt og for ikke rigtigt at følge med byens udvikling. De gange jeg har været på det nye madmarked, har der været masser af svenskere, så der er tilsyneladende sket et skred. Men variationen i udbuddet af restauranter i Helsingør er fortsat nedslående. Den røde pølse har godt fat. Stadigvæk.
Da jeg boede i København, var jeg ofte på tur ud over Amager. På hjørnet af Amagerfælledvej og Amagerboulevard var der et busstoppested, hvor der lå en pølsekiosk med det geniale motto “Det varer altid lidt inden bussen kommer”. Her forstod man, hvad “en indianerpik med lort på ryggen” og “en Karl Stegger i lædervest” var for noget. Man fik bestillingsvarerne udleveret gennem det lille vindue – gerne ledsaget af en kvik bemærkning. Så kunne man ellers stille sig hen ved vinduet i den lille pavillon og med et dorsk blik se ud på trafikken og se 31’eren, som man skulle have været med, og som for en gang skyld nådesløst kom til tiden, køre forbi.
Den gang var Amager Klaus Rifbjergs “Amagerdigte” og Hans Jørgen Nielsens “Fodboldenglen”. I dag er det forfatterspirer fra Forfatterskolen, der må ud af byen, og gerne til Lolland, for at finde noget meningsfuldt og autentisk at skrive om, samtidig med at de demonstrerer mod bebyggelsen af Amager Fælled, selvom det løb er kørt for længe siden.
Det eneste sted man efterhånden kan få en rød pølse, er på det overbebyggede og overbefolkede Amager, når man er i transit i Kastrup Lufthavn. Selvom vi er mange, der nok har det lidt dobbelt med den røde pølse, så har den ædle ret på en eller anden måde været en slags indikator i de sidste 50 års Danmarkshistorie. Den røde pølse er som den grønbrogede tudse og lærken på Amager Fælled, noget af det første der forsvinder, når udviklingen dikterer andre tider. Så måske vi her i Helsingør skal lære at leve med den og lige tænke efter en ekstra gang: Hvad er det vi er ved at miste, når den røde pølse for alvor truer med at forlade menukortet i Hamlets by.