Af Jens Frimann Hansen, Helsingør Dagblad, 15. marts 2019
Jehovas Vidner har det med at tage opstilling under mit vindue. Det er venlige folk. De slår gerne en passiar af eller rækker mig en folder med sidste nyt og en tiltrængt opdatering fra den åndelige verden. Camillo Berié hedder en af dem. En venlig mand som oven i købet har været cirkusartist i sin grønne ungdom. Han kan fortælle historier om cirkuslivet for et par generationer siden. Og så synes han at cirkus er et meget godt billede på Helsingør. Der er ikke bare helt vildt gang i den om sommeren, men det er også her forretningerne skal tjene et helt års omsætning. Og sådan står vi også og udveksler sandheder og almindeligheder om den verdslige verden. Damerne holder jeg mig fra, og det er gensidigt. De står også nedenfor mit vindue og snakker og nogle gange griber selskabets begejstring dem så de hæver stemmerne i en grad, at jeg nødt til at tage stærke midler i brug for at få dem til at gå væk. Motörhead er svaret. Jeg sætter mine højtalere op i vinduet og skruer helt op. Det tager fem sekunder, så er de væk, og jeg kan arbejde videre i ro og fred.
Jeg kan godt lide Jehovas Vidner. De har en konservativ kønsopdeling. Ikke at jeg mener, at alle skal være sådan. Vi må selv om hvordan vi vil definere os, men det er nemt at orientere sig i, både for børn og voksne. Og den relativisme som præger vores samfund i dag må godt nok være svær at orientere sig i og vokse op i. Man kalder det frihed, vi kan frit vælge alting. Men det kan også ligne orienteringsløshed, forvirring og opløsning. Jeg tror læsere af Politiken ved hvad jeg mener. Vi, eller i hvert fald Politiken, befinder sig i en nypuritansk smog, hvor man på den ene side tager friheden for givet, på den anden side mener det er nogen andres skyld når vores liv ikke opfyldes af et mål. Også her udspiller det sig mellem kvinder og mænd. Me Too har været og er et helt berettiget opgør med magtudøvende mænds misbrug af kvinder. På en måde har det frisat kønnene, og bragt os alle længere væk fra de traditionelle kønsroller. På den anden side har det efterladt os mænd i en ny identitetskrise, hvor samkvem med det modsatte køn nærmest kræver en underskrevet kontrakt inden en tilnærmelse. Filosoffen Anders Fogh Jensen, som også har ernæret sig som parterapeut, bemærkede i en radioudsendelse, at når talen faldt på kærligheden, så manglede der helt et sprog for mænd. Kvinderne er gode til at sætte ord på, mens manden sidder efterladt tilbage som enten sexmaniac eller knudemand.
Når vi nu er ved filosofien. Den fransk-tyske filosof Guillaume Paoli har beskrevet hvordan verden virkelig har ændret sig gennem de seneste 50 år. På den ene side har globaliseringen udvisket alle lokale forskelligheder. Vinens druer var før knyttet til bestemte lokaliteter, i dag dyrkes alle druer overalt. Fodbold…også de lokale helte i Helsingør er ikke så lokale længere. I Champions League er det endnu mere markant. Det lokale fylder mindre og mindre. På den anden side har vi relativeret det at være menneske, således at vi nu har en mangfoldighed af måder at definere vores køn på. Og alle tænkelige mindretal, i hvert fald i de urbaniserede områder, er sikret deres rettigheder. I kunsten, teatret og litteraturen har autenticiteten i stigende grad afløst de klassiske former og kunsten er også blevet fragmenteret på godt og ondt. Til gengæld har vi mistet sansen for helheden og det samlende, for samfundet.
Det var lidt af et gedemarked, da vi diskuterede Vision 2030 ude i Helsingør Hallerne forleden. Men er verden ikke lidt sådan? Og handler det ikke bare om, at vi skal rykke lidt tættere sammen og påtage os et ansvar og et værtskab, ikke bare for os selv, men for os alle sammen?