I onsdags (16/3-22), eller også var det i torsdags, sandsynligvis var det i onsdags, gik jeg en tur nord for Bøgeholm Sø, som ligger i udkanten af Hellebæk Kohave få kilometer fra Helsingør. Pludselig flyver en stor fugl tæt forbi mig udover vandet, men tæt på søkanten. Den sætter sig højt oppe i et træ mindre end 50 meter væk. Jeg antager det er en skarv. Jeg befinder mig tæt på en lille ø midt ude i søen, hvor der er en stor skarvkoloni, og jeg har før set skarver, højt oppe i træerne på denne side af søen. Jeg tager kikkerten frem og får kun lige sat den for øjnene, da jeg bemærker fuglens gule næb. Den flyver, sikkert fordi den har fået færten af mig, og jeg ser nu dens hvide hale og kan umiskendeligt konstatere, det var en havørn. Den kæmper med at få styr på sine store vinger i den lave højde, men den forsvinder hurtigt bag nogle træer, og jeg ser den ikke mere. Da jeg kommer fri af træerne er den væk.
Onsdag aften efter jeg er gået i seng bliver jeg ringet op af min mor. Hun fortæller, at min far har fået en blodprop i hjertet. Hun bemærkede han var stakåndet og tørstig og ringede straks til lægevagten, der sendte en ambulance og en lægeambulance. Han var ved bevidsthed og blev behandlet på stedet og bragt ind i ambulancen, der kørte ham til Rigshospitalet. Han skulle være fløjet med helikopter, men den kunne ikke lande, da det var tåget. Min søster så ham også. Der er næsten 150 km fra hvor de bor til Rigshospitalet, men han klarede turen. Han fik via en vene en ballonudvidelse og en stent, og havde tilsyneladende klaret den. Jeg besøgte ham sammen med mine to store børn dagen efter på Rigshospitalet. Lægen Dan og sygeplejersken Peter var utroligt venlige, men også utvetydige i deres melding om at risikoen for et hjertestop efter en blodprop var til stede. Min far er 95, men afklaret. Han vil ikke genoplives i tilfælde af et hjertestop. Fredag skal han overføres til Nykøbing Falster sygehus. En måge tigger mad på gesimsen uden for vinduet til hans stue. Min nevø Lukas, der er stødt til, giver mågen den anden halvdel af den chokolademuffin min far ikke havde fået spist.
Lørdag kører jeg med min datter og yngste søn til Møn for at hente min mor og derfra videre til sygehuset i Nykøbing. Da vi kommer til Stubberup ser vi en rød glente. Min far har det efter omstændighederne godt, men personalet har travlt, det er weekend, og vi kan ikke få noget at vide.
Tilbage til Gåbensevej og E55 og videre ind på E47. Min mor kører med min søsters mand tilbage til Møn. Da vi når til Nørre Alslev gør vi holdt for at spise frokost. Vi spiser ude og ser flere musvåger i retning af Bøgestrømmen og Gåbense. En stor fugl langt væk kunne godt være en havørn, men det er umuligt at bestemme præcist. Vi fortsætter ad E47, krydser Farøbroerne, og haster videre ind over Sjælland. Vi er ikke andet end lige kørt forbi frakørsel 39 Bårse – ikke langt fra, hvor min ældste søn fangede sig første ørred og jernpladsen, hvor man kunne købe Christian IX metal, som man kunne støbe gennemstrømspirke af – før vi ser den hvidhalede majestæt havørnen slå flere slag i luften vest for motorvejen. Og lidt senere, på den anden side af Tappernøje, når vi også i flugten at se en rød glente.
Søndag. Intet nyt. Tilbage i Hellebæk Kohave, hvor jeg ser over 100 traner fordelt på tre træk. De flyver ikke i lige linje, men ligesom ruller henover den blå himmel, idet de hele tiden skifter formation, inden de samler sig i et stort V eller en pileform og trompeterende og med en ubegribelig lovmæssighed søger mod Sverige. Da den første flok på mere end 50 traner ankommer, står jeg og kigger ned i et vandhul og tror det er frøer, som kvækker. Men da jeg kigger op er de lige over mig. Jeg ser også i hundredevis af musvåger, og en gruppe fugleinteresserede identificerer en spurvehøg, som jeg aldrig selv ville kunne have genkendt.
