Helsingør Dagblad, april 2019
DDR
Indimellem kan jeg godt tage mig selv i at blive en smule nostalgisk når jeg tænker tilbage på 80’erne. I 80’erne var jeg ofte i Berlin. Vi kørte på transitmotorvejen gennem DDR og fik et lille kig ind bag jerntæppet. Fascinerende, men også en smule trist. De lange rækker af grå boligblokke stod der i deres blomstrende monotoni. Og kom man ud i de små landsbyer, i hvert fald i den nordlige del, var luften tyk af røg fra brunkul. Jeg boede på Møn og på den anden side af øens sydvendte kyster var dette både kendte og ukendte land. Senere blev det gennem litteraturen til gensyn med den livsverden DDR-borgerne bevægede sig i. Durs Grünbein, Uwe Johnson, Uwe Tellkamp og Eugen Ruge havde alle levet i Østtyskland og skrev om DDR indefra. Der kom ligesom farver på mine ungdomserindringer. Men også danske Jesper Clemmensens ”Flugtrute Østersøen” satte nogle ord på mine barndomserindringer omkring flugten over Østersøen. De i mange tilfælde dybt tragiske skæbner, deres håb og de dramatiske begivenheder på Østersøen lige uden for mit barndomshjem. Litteraturen bidrog i den grad med nogle nuancer på den sort-hvide fortælling, som den blev fortalt i Den Kolde Krigs perspektiv. Senere googlede jeg mig til, at den sidste statsminister i DDR, Egon Krenz, faktisk boede lige overfor den strand, hvor vi gik i vandet. Vi var altså en slags naboer. Fascinerende.
Når jeg synes der i dette ærværdige dagblad er anledning til at bringe dette nostalgitrip ud i en større offentlighed, så hænger det selvfølgelig sammen med, at vi måske ikke er helt så færdige med DDR-modellen som vi tror. Og da slet ikke her i Helsingør, hvor DDR-modellen synes at have gjort et uudslettelig indtryk på visse debattører og meningsdannere, der mener man skal lave Helsingør om til et plejehjem. Jeg har gode venner og bekendte, som har rod i DDR, og de har mere eller mindre samstemmende fortalt mig, at DDR gjorde meget for sine borgere, herunder pleje og børne- og ældreomsorg. Når man følger debatten, kan det godt se ud som om det er præcis sådan et samfund man ønsker sig. Væk med alt det overflødige og unødvendige og ind med funktionssamfundet, hvor alt hvad samfundet er optaget af har et bestemt formål.
En af de smukkeste politiske taler jeg kender til blev holdt af forfatteren Stefan Heym under åbningen af den tyske bundesdag den 10. november 1994. Som ældste medlem var det i hans lod at forestå åbningstalen. Men Heym havde også frivilligt valgt at leve sit liv Østtyskland og han stod nu på talerstolen både som en taber og en vinder, der vejrede frihedens morgenluft. Han var gammel nok til at huske nazismen, han havde selv været flygtning, og han talte om tolerance og agtelse som afgørende forudsætninger for, at et forenet Tyskland kunne komme godt videre. Han glædede sig over, at Østtyskland havde befriet sig fra stalinismen og poststalinismen, men han så også i 1994, at klodens udfordringer ikke lod sig afgrænse til øst alene, men at hele industrisamfundet og den globale klimatrussel var det fundamentale problem. Nu var øst og vest forenet. Nu var tiden kommet til for alvor at tage fat på klodens problemer.
Det fascinerende ved talen er ikke så meget Stefan Heyms budskaber, som det er det faktum, at talen er holdt af en sprænglærd olding, en forfatter, som har respekt for alt levende og som virkelig kan indkredse det væsentlige og har ordene til at udtrykke det. Men man mærker, når man ser talen på Youtube, at nye tider også er på vej. For på et tidspunkt indfanger kameraet en dumt grinende Helmuth Kohl, som hverken har værdighed eller pli til at forholde sig andægtig i det historiske øjeblik.