Gitte Kielberg er død

Det er uendelig trist at erfare at Gitte Kielberg er død ved en ulykke med hest og vogn i Århus. Hun var et vidunderligt menneske og en på sin helt egen måde kompromisløs kunstner. Jeg var for ikke så længe siden mentor for Gitte i et forløb som, syntes jeg og hun, var både hårdt og til tider udsigtsløst. Hun havde i mange år arbejdet med idéen ”Visioner fra vandkanten”, som var en karavane af kunstnere, der med hest, vogn, musikere og dansere skulle rejse rundt i Danmark og bringe levende kunst ud i de fjerneste afkroge af landet. Idéen var både god og kunstnerisk konsistent, men så godt som umulig at gennemføre, da budgettet ud fra de kendte forudsætninger var astronomisk. Gitte var flere gange på grådens rand efter vores møder, hvor jeg råt for usødet havde læst og påskrevet hende, at godt nok var det et fremragende kunstnerisk projekt, men det kunne ikke gennemføres i virkeligheden. Vi afsluttede heldigvis forløbet som gode venner, men det var hårdt for os begge undervejs.

Et halvt års tid efter mentorforløbet var afsluttet, ringede Gitte så til mig og fortalte, at nu var hun klar til at tage af sted. Hun havde ganske vist ikke fået alle pengene, men alle danserne og musikerne var indstillet på at tage af sted alligevel. Jeg nåede desværre aldrig selv at se projektet, men jeg kender mange der har oplevet det, og jeg har kunnet følge lidt med på Facebook, som for en gangs skyld flød over med kærlighed og gode vibrationer.

Visioner fra Vandkanten lever i langt højere grad end det meste andet kunst op til fremtidens standarder for bæredygtig kunstproduktion. Ikke som en fedtet og dumsmart måde at få adgang til støtte på, men af kunstnerisk nødvendighed.  Jeg talte med Gitte et par gange undervejs, også efter Visioner fra Vandkanten, og nåede heldigvis at fortælle hende, at jeg var lykkelig over, at hun ikke havde fulgt mit råd om at droppe projektet. Gitte nåede heldigvis at realisere sin drøm.

Denne aften hvor jeg skriver dette og erfarer at Gitte aldrig vil besvare min sidste sms er jeg i Skegness i England, hvor det sner udenfor som i Tjekovs novelle ”The Misery”. Kusken Iona vil fortælle passagererne i hans droske om hans sorg over hans afdøde søn, men ingen gider høre på ham. I stedet betror han sig til hoppen, som han dårlig nok har råd til at fodre, men som er hans eneste og bedste ven. De sms’er Gitte sendte mig var ind imellem alt det praktiske også fyldt med bekymringer for hendes nærmeste. Hun var et varmt og dejligt og ordentligt menneske, og som i Tjekovs novelle blev hesten og kærligheden også hendes skæbne. Vi andre sidder tilbage med tomheden, fordi hun ikke er her mere.