The Majestic Hotel indskriver sig i serien af hoteller med royale eller fornemme navne, som ligger langs The Sea Front i Great Yarmouth i Norfolk. Great Yarmouth og Outthere Festival er den sidste gadeteaterfestival jeg besøger i år (2022). The Sea View, The Carlton Hotel, The Château lover alle en eksklusivitet og fornemhed, som ikke rigtig findes her, men som egentlig passer fint med spillehallernes navne – The Goldrush, Majestic Amusements, Magic City m.m. Kuvertdugene, e-mail adressen og navnet på fakturaen fra The Majestic er da også et andet. The Sea Princess Hotel. I Great Yarmouth er intet, som det ser ud. De fleste materialer hotellet er bygget af, er af plastik. Malingen, vinduerne, blandingsbatteriet. Toilettet på mit værelse er ikke skruet ordentligt fast. Toiletbrættet må jeg selv montere, og toiletrulleholderen mangler en skrue, så rullen falder ned. Ikke kun her, men mange steder. Men det er slut nu. Great Yarmouth er sidste sted på min turne.
Et par timers regnvejr og afbrydelse i programmet, giver mig tid til at besøge byens museum: The Time And Tide Museum. Museet fortæller byens historie. Sildefiskeriet, som var byens hovedindtægtskilde til op i 30’ene, var altdominerende til silden forsvandt. Jernbanen kom og banede vejen for at londonerne let kunne komme ud til kysten og underholdningsindustrien voksede. Great Yarmouth blev til en seaside town med underholdning til folket. Som sådan var dens storhedstid i efterkrigstiden, indtil charterturismen tog over og arbejderklassen blev en del af opsvinget. Da det igen begyndte at gå ned ad bakke, kom de ikke tilbage. Byen var også udsat under de to verdenskrige, og var begge gange den første by, der blev bombet af tyskerne.
Jeg er selv kunstnerisk leder af en festival i Skegness, Lincolnshire, som ligger mindre end 100 km fra Great Yarmouth. Historien dér er den samme. Skegness er også en seaside town som Great Yarmouth, som Blackpool, Hastings, Sherness m.fl. På sydkysten er det anderledes, Brighton, som har en lignende historie har i kraft af sin tæthed til London gennemgået en helt anden udvikling.
Dronningen er død. Festivalen var tæt på at blive aflyst. Efter det store afslutningsshow lørdag aften afspillede de God Save Our King. Det var ikke alle det behagede. En kollega fra festivalen fortæller mig, at de også har oprettet en kondolencebog, men kun syv har skrevet i den, og de var fra samme familie. Det var ikke tilladt at anvende fyrværkeri, så de måtte kalde det “special effects”. En kø med hundredertusinder og en grædende David Beckham, som vil se dronningens kiste, snegler sig afsted inde i London. I morgen er der en mindegudstjeneste, men det er kun for the establishment. Folk herude sørger også, men de er slet ikke en del af cirkuset inde i London, fortæller hun. Kong Charles forekommer mig at se svært tilfreds ud på flere af billederne. Som om han tænker: Endelig.
Gadeteaterfestivalerne i kystbyerne er populære og er langt hen ad vejen sikret af Arts Council England støtte. Publikumsundersøgelser har både dokumenteret festivalernes kvalitet og at de har fat i et publikum, som ingen andre kan nå. At områderne er produktive for skabelse af stor kunst er heller ikke nyt. W.G. Sebald levede ikke langt fra Great Yarmouth, og har beskrevet Suffolks natur- og kulturlandskab i Saturns Ringe. William Turner opholdt sig også en tid i Yarmouth, og for ikke så længe siden var også Banksy forbi i en autocamper. Lidt længere væk, i Sherness, sad Uwe Johnson i 70’erne og arbejdede på sit hovedværk. Steder som disse kalder på store ånder. Ulrike Draesner har skrevet et fascinerende værk – Doggerland – som forbinder England med kontinent og……Jerusalem.
Et lille hjørne af museet er viet til Titanic. Spisestellet fra 1. 2. og 3. klasse med White Stars logo er udstillet i en lille montre. Det samme er aflange flettede kurve som kunne transporteres gennem “The Rows”, som Great Yarmouth’s helt særlige smalle passager mellem husene kaldes. Historien slår igennem underholdningsindustriens tingeltangel. For nogle år siden løste jeg billet til The Hippodrome, som sædvanligvis har sæsonens sidste forestilling under festivalen. Det er også et stykke historie, og vi blev inviteret til at se lagret af cirkuseffekter, der havde hobet sig op i kælderen, efter forestillingen, som både havde musik af Electric Light Orchestra og en vandpantomime. Også et stykke historie og en nostalgi, der slår ind i samtiden.
Der er ikke varme på værelserne i The Majestic, til gengæld er vandet glohedt. I det lavloftede rum i stuen, hvor vi spiser morgenmad mellem 8.30 og 9.30 forløber alt, selv på disse hoteller med majestætiske navne, med stor præcision. Gæsten er ikke i centrum, men må indordne sig, og det er der ingen der protesterer over. Der er ikke plads til lysekroner, der kan understrege det majestætiske, ej heller blomster på bordene, hvor der er dækket op med klassiske engelske krus med en teske, der allerede er anbragt i kruset, klar til at udrøre nescaffeen. Lyset er kold LED og udsmykningen på væggene er spejlrosetter. En rigtig klassisk opdækning a la White Stars på Titanic, må man på museet for at opleve. Når jeg rykker lidt rundt på stolen, eller gør mine til at rejse mig, som en gammel besværet bjørn, påkalder jeg mig hele personalets opmærksomhed. Der er flere døre i lokalet, som hele tiden går op og i. Bag dørene må der skjule sig hemmelige, labyrintiske gange, for da jeg forlader lokalet for at gå ud i receptionen, er de der allerede, som ved et magisk trick, eller en fortælling af Kafka eller måske som engle der forkynder et hemmeligt budskab. Kort efter møder jeg dem igen på gangene med sengetøj og håndklæder, de ligner mest engle. Har hotellet en indre hemmelig labyrint, lader de ikke hotellets gange, trapper, passager, blindgyder og branddøre noget efter at ønske. The Majestic minder mest af alt om et Skt Petersborg hotel jeg besøgte i 90`erne i en mindre udgave.
Mit Ryanair fly er forsinket. Jeg kommer sent hjem. Også i den toldfri shop i Stanstedt afholdes et minuts stilhede for dronningen denne søndag kl. 20.00. De rejsende ser forfjamsket på hinanden. Nogle deltager andre fortsætter deres retningsløse gøremål, mens de venter på deres forsinkede fly. Da mit fly endelig letter faldbyder den trætte stewardesse lottokuponer, hvor præmien er en million euro.
I will not cease from mental fight,
Nor shall my sword sleep in my hand,
Till we have built Jerusalem
In England’s green and pleasant land.
