Tak til alle der deltog i Keld Frimann Hansens bisættelse. Tak for alle blomster, hilsner, kondolencer og samtaler.
Dagen før bisættelsen tog min datter Mette og jeg ud for at finde det sted på kalkbassinerne i Lendemarke, hvor Keld havde plukket blommer fra hans yndlingstræ. Vi fandt både blommetræet og præcis det sted, hvor Mette havde taget billedet af Keld. Selvom billedet af Keld kun var et halvt år gammelt havde landskabet allerede forandret sig en lille smule. Det var også en anden årstid, og vejret var bedre. Vi brækkede et par kviste af træet, som vi gav Keld med på hans sidste rejse.
Vi havde stillet præsten helt frit til at vælge den tekst hun ville tale over under bisættelsen. Stor var vores overraskelse og glæde, at hun havde valgt Johannes Evangeliet Kapitel 15, hvor Jesus taler om det sande vintræ og dets grene.
Det blev en smuk afsked med Keld. Efter bisættelsen var vi nogle stykker, som tog ud på kirkegården for at se de mange smukke blomster, der var lagt ud på gravstedet.
Jeg gik flere ture med Keld på kirkegården, mens Keld var i live. Med sin karakteristiske pustende og melodiløse fløjten forvildede han sig rundt i gangene og fortalte om de mange døde han havde kendt. En verden som ikke findes mere eller en parrallelverden, hvor tiden ikke længere spillede nogen rolle, genopstod når Keld fortalte. Keldby Kirkegård var Kelds Spoon River. Flere gange søgte han gravsten som var blevet sløjfet. Så var der kun anekdoterne tilbage. Andre gange havde han husket forkert, og fandt uventet stenen i et andet hjørne af kirkegården.
Vandringerne og Kelds fortællinger om de døde gjorde et meget stort indtryk på mig. Jeg tog flittigt noter. En af stenene var en forholdsvis lille sten med navnet Hans Hansen. Keld havde kendt ham og fortalte han drev en firelænget gård i Keldbylille nogle få kilometer fra kirkegården. Han var nogle år ældre end Kelds far, Anders Hansen, og de havde begge siddet i sognerådet i Keldby. Hans Hansen havde drevet sin fødegård, som han havde overtaget i 1913, præcis som sin egen far, der også hed Hans Hansen, og som sin farfar, der også hed Hans Hansen, og, med Peter Seebergs ord: således fortabte navnet Hans Hansen sig ind i historiens og kirkebøgernes mørke. Ingen af Hans Hansenerne så nogen fornuftig grund til at ændre på de gamle principper, hvorefter gården skulle drives. Gården fik aldrig indlagt strøm. Teknologiske landvindinger som høstmaskinen og vindmotorer gik udenom Hans Hansens gård, hvor man langt ind i det 20. århundrede kunne høre leens hvæsende arbejde. Da den sidste Hans Hansen, som min far altså kendte, døde i 1950’erne stod gården uforandret siden midten af 1800-tallet. Det var den letteste sag i verden, ja, bare en formalitet at omdanne gården til et museum, som man den dag i dag kan besøge i Keldbylille.
”Der er ingen tvivl”, sagde Keld, da han læste Peter Seebergs novelle ”Det sidste mørke”, det må være ham. Selvom årstallene og geografien ikke helt passede var Keld hundrede procent overbevist om, at den Hans Hansen, han kendte, måtte have været forlægget for Seebergs fortælling. Seebergs Hans Hansen, ”der var umanerlig rask til at sige nej, og ikke tøvede med at finde en grund til det bagefter”. Seebergs Hans Hansen havde også sagt ”nej” til indlæggelsen af strøm, og søgte i helt sit livsløb sammen med sin kone lykken i det sjællandske mørke. Keld havde stor interesse for den slags skæbner. Han besøgte gerne dem, der ikke var blevet opslugt af 50’ernes og 60’ernes konformitet. Han lyttede tålmodigt til dem, han kunne tale med dem, og han introducerede mig til mange af dem.
På kirkegården mindedes familien Keld og læste navnene på dem han kommer til at ligge i blandt. Her kom jeg i tanke om en anden historie Keld havde fortalt, som involverede en Dahl og en Stoltze. Keld havde moret sig over, at de havde ligget så tæt ved hinanden på kirkegården, da de var uvenner. Jeg kunne kun finde Axel Stoltzes sten. Siden Kelds og mit sidste besøg var Dahls sten blevet sløjfet, i hvert fald kunne jeg ikke finde den. Dahl havde været entreprenør på egnen og havde blandt andet stået for udlægning af drænrør. Han havde haft en sprængstoftilladelse, for når de under arbejdet stødte på store sten, måtte de ofte sprænges bort. Axel Stoltze var død i 1973, og nederst på stenen var der med store bogstaver i kursiv skrevet ”Fred”. Det kunne han nok have haft brug for. Deres fjendskab kulminerede og afsluttedes nemlig den dag Dahl stillede sig op foran hans hus og sprang sig selv i luften med en stang dynamit.
På vej ud fra kirkegården mødte jeg Keldbys gamle slagter, der sad på sin rollator, mens hans kone ordnede en grav. Han kendte godt Keld, han havde solgt flere bagfjerdinger okse til Keld og Maren ude i Lendemarke, men han vidste ikke at Keld var død. Han kunne også godt huske historien om Dahl og Stoltze, og kunne fortælle mig, at det var i 1954 Dahl havde sprunget sig selv i luften. Der var han, slagteren, nemlig inde og springe som soldat og han havde læst det i en avis.
Når mørket sænker sig over Keldby Kirkegård, regerer uglen…stille som en urne:
”Svæve uden at ile, ugle,
Gennem mørket, din aula, ugle,
For dig og mig, os alle, ugle…
Stille som en urne.”
Digtet om uglen er fra Jan Wagner ”Regentonnenvariationen” (2016)
