Rigtige gadeteaterfestivaler er ikke aflyst, men arbejder med kunstnere der tager udfordringen med covid-19 op
På en måde er der for gadeteaterfestivaler som PASSAGE og SO ikke så meget nyt under solen når vi taler om covid-19. Gadeteater har altid handlet om, at kunsten skal udfolde sig i en på forhånd given realitet. De sidste måneders samtaler med kunstnere afslører da også, at flere kunstnere ser nye veje og muligheder for kunsten i det offentlige rum. Det gør os i stand til, selvom varslet er så uendeligt kort, at gennemføre PASSAGE Festival i en ændret udgave.
Hvor teatrene af nød, og ikke af kunstnerisk nødvendighed, har kastet sig over online, digitale medier og filmet bagkatalog, har de af gadeteaterfestivalerne, der bliver gennemført, en genuin kunstnerisk dialog kørende. Gadeteater, og idet hele taget kunstnere der arbejder i det offentlige rum, kan ikke tage publikum for givet og det læner sig ikke op ad en konvention eller en institution. Alt er til diskussion hele tiden, hvor det institutionelle teater hænger på en bestemt opfattelse og organisering af publikum og foregår i en bygning indrettet til netop det formål.
Gadeteater og det institutionelle teater komplementerer hinanden. Det ene kan næppe eksistere uden det andet, om end pengene og dermed også meget af opmærksomheden først og fremmest regner ned over det institutionelle teater. Det institutionelle teater er håndterbart, genkendeligt og forudsigeligt. Det er et politisk spørgsmål. De veluddannede og borgerskabet har altid interesseret sig for det institutionelle teater, (måske fordi det er så optaget af repræsentation), mens de andre, alverdens publikumsudviklingsprojekter til trods, i realiteten har været henvist til festivalerne og gadeteater.
I 2016 havde PASSAGE Festival besøg af Leo Bassi, som havde en gennemgående rolle på festivalen, hvor han bl.a. sluttede endelig fred mellem Sverige og Danmark og i fredens navn kaprede en Scandlinesfærge. Men festivalens indledtes med et lille ritual med en heks fra København og en samling af nogle få hundrede publikummer på von Scholtens Ravelin. Efter afslutningen forlod Leo Bassi i pavekostume pladsen for at gå tilbage til sit hotel. Langs havnen mødte han kun forvirrede teenagere som jagede Pokémonts på deres mobiltelefoner og enkelte hundeluftere. Det var et trist syn. Næsten sørgeligt at se den gamle cirkusklovn, som tillige haltede på sit højre ben, humpe sig gennem den forladte havnefront med det mennesketomme Helsingør som bagtæppe. Skuespilleren Sophie Borthwick fra 1 WATT overværede fra Sveasøjlen Leo Bassi på denne vandring, og fortalte, at man virkelig havde fornemmelsen, at det var den gamle cirkusklovn, der var ved at forlade arenaen. Hundelufterparret havde tilsyneladende ikke bemærket noget påfaldende ved Leo Bassi, da de passerede ham, men pludselig hævede Leo Bassi i fuldt pavekostume armene og råbte dem ind i hovedet I AM THE REAL POKÈMON, hvorefter det ældre ægtepar chokerede hastede videre med den ligeså chokerede hund slæbende efter sig. Kort tid efter var Pokémonjagerne også væk.
Det interessante er, at kunstnerne ikke respekterer adskillelsen mellem institution og offentligt rum. Tænk bare på store, store kunstnere som Robert Wilson, Romeo Castellucci og i Danmark Kirsten Dehlholm og Odin Teatret. Alle har de skabt nogle af deres største værker til et rum, der ikke var dedikeret til teater. Og det samme kan man sige om publikum. De vil bare se god kunst.
The Situation is the Boss er lige nu realiteten for både det institutionelle teater og for gadeteater. Det betyder det institutionelle teater har lukket helt ned og ikke kan gennemføre sin praksis.
Det er tankevækkende.