Den 4. juni forlod Per Marker Frederiksen fra Ålsgårde uventet denne verden. Han blev kun 54 år. Ti dage senere blev han bisat fra Hellebæk Kirke til Se nu stiger solen, Lysets engel går med glans og en af de nye Du, som har tændt millioner af stjerner. Præsten læste fra Paulus: størst af alt er kærligheden. Og præsten fortalte om hvor elsket Per var og om hans hang til fodbold og heavy metal. Og så stod vi dér på kirkebakken ved kirken fra genforeningstiden med det milde lam og flaget over døren i ryggen og så ud over Øresund og videre over mod Sverige, mens rustvognen, efter at have holdt lidt for rødt på grund af vejarbejde på Strandvejen, kørte væk med Per. Per var et håb og et lys for os alle sammen, han trænede vores børn til fodbold og formåede at få dem til at stråle. Selv når det så aller mest håbløst ud. Per var anderledes. Han var bedre, gladere og mere elsket, for han ville os det altid ubetinget godt. I centret, i toget i Stengade, overalt, hvor vi tilfældigt traf Per, stoppede vi op. Aldrig var tilfældet mere velsignet end i de øjeblikke, hvor Per berettede om metalbands og fodbold, mens vi grådigt slubrede hans fundamentale nærvær og hans generøse tilstedeværelse i os. Havde det været mig eller en hvilken som helst anden der berettede om sport eller musik havde tilhørerne betakket sig. Men med Per var det anderledes. Alle satte sig gerne hen til Per når man skulle med toget fra Ålsgårde til Helsingør. På en af mine sidste ture med Per fortalte jeg ham, at jeg holdt af ham. Ikke direkte, men ind imellem small talk om arbejde, Helsingør, familie osv. Jeg kunne mærke på Pers afmålte og kontrollerede reaktion, at han – sådan tolkede jeg det – ikke var uvant med ros, men mest af alt også, heldigvis, at han følte sig elsket af sine nærmeste, hvilket naturligvis gjorde mig glad og i dag endnu gladere. At depressionens dæmon kunne få skovlen under et menneske som Per er ikke til at bære.
Trykt i Helsingør Dagblad, 17. juni 2019