Kultur og ældrepleje er to sider af samme sag. Kulturen bringer mening, sammenhæng og fællesskab ind i ældrelivet og udskyder i mange tilfælde tidspunktet for hvornår vi skal på plejehjem.
På vejen hvor jeg voksede op boede en enkefrue doktor Mortensen. Hver onsdag gik hun til fodterapi på plejehjemmet. Vi børn så hvordan en Falckbil kørte op foran hendes indkørsel, og to fuldvoksne falckmænd gik ind i huset og bar en stærkt lidende, fodslæbende og gispende fru Mortensen ud i bilen for at køre hende de få hundrede meter ned til plejehjemmet. Om lørdagen, derimod, hvor der var bankospil i forsamlingshuset, kunne man så se selvsamme enkefrue småhoppende, utålmodigt ude på fortorvet, mens hun ventede på bussen, der skulle køre hende til forsamlingshuset.
Plejehjemmet Strandhøj i Espergærde for nogle år siden. En dame måske i slutningen af 70’erne eller starten af 80’erne kommer ind i opholdsstuen. Hun er ledsaget af nyligt afdøde Erling Kaaberbøl. Erling har hentet damen på hendes værelse, hvor hun i løbet af formiddagen har fået lakeret sine negle og ordnet sit hår. Hun stråler glad, forventningsfuld og spændt om det der skal komme. Man kan se hun er vant til at være ude blandt mennesker og at hun føler sig godt tilpas, selvom opholdsstuen er møbleret helt om med stolerækker i en kreds om en bunke ledninger og nogle syltetøjsglas med farvet vand, flere udstoppede fugle og nogle andre effekter man bestemt ikke forventer at se i opholdsstuen på et plejehjem. Forestillingen går i gang. Performeren omhælder det farvede vand i forskellige glas og forbinder effekterne med ledningerne, mens han fremsiger en abstrakt tekst, hvor man nok ved hvad ordene betyder, men ikke helt forstår den uvante sammenhæng. Lidt som når man står overfor et abstrakt maleri på Louisiana. Under forestillingen er der flere udbrud fra publikum. Nogle er afvisende, andre lever med. Men de fleste følger forestillingen, som var de i teatret.
Plejehjemsbeboerne, der er publikum, er næsten alle demente. Også damen som Kaaberbøl eskorterede fra hendes værelse og ind til forestillingen i opholdsstuen. Hun smiler, men virker også en smule desorienteret. Performeren, Brian, en ung mand sidst i tyverne, er blevet i opholdsstuen efter forestillingen er forbi. Han får øje på damen og går over og snakker lidt med hende, inden Kaaberbøl eskorterer hende tilbage til hendes værelse. Bagefter deltager jeg i en eftersnak med personalet, en demenskonsulent og Kaaberbøl. Alle er tilfredse med arrangementet. Personalet havde godt nok forventet noget andet, demenskonsulenten er blevet bekræftet i, at kunst også kan spille en rolle i de dementes fragmenterede åndsliv, og både Erling Kaaberbøl og jeg er enige om, at vi gerne vil fortsætte eksperimentet. Og det gør vi sådan set stadig. I de sidste 10 år er det blevet til alt fra juleforestillinger, over Preben Harris anekdoter og litterære kabareter om Siegfred Petersen og Benny Andersen, revy og sømandsfortællinger, til udfordrende dans med Susanne Breuning og meget, meget mere. Dette første arrangement var for mig et highlight. For andre var det sikkert da 50 damer +80 erklærede deres ubetingede kærlighed til revystjernen Rasmus Krogsgaard ved at sende ham små røde hjerter som de havde klippet ud, ikke på Facebook, men i virkeligheden. Eller da Susanne Breuning sang og dansede for ældre demente på Grønnehave Plejehjem, hvor en ældre mand i rullestol skrålede med på alle sangene og under hele forestillingen klappede med armene højt over hovedet. Susanne Breuning græd bagefter. Måske skal man lige nævne, at de langt over 100 arrangementer Helsingør Teater og Lions Club over 10 år har arrangeret på plejehjem i Helsingør Kommune bestemt ikke hører til de billigste, men til gengæld til nogle af de mest meningsfulde.
Debatten om ældre og kultur har i den sidste tid taget en vis drejning her i Helsingør. Nogle debattører får det til at lyde som et enten eller. Hvorfor skal vi bruge så mange penge på kultur, når vi ikke har råd til at tildele alle en plejehjemsplads? Luk et museum, et bibliotek eller skær ned på Kulturværftet, lyder mantraet. Det er mit indtryk, at holdningen er mest udbredt blandt borgere, der ikke selv deltager i kulturlivet. Hvis de gjorde det, ville de se, at en meget, meget stor del af dem der besøger kommunens kulturliv, faktisk er de ældre borgere og at mange af dem besøger kulturen lige indtil sygdom, død eller håbløse buskøreplaner gør det umuligt. Tager man den mulighed fra dem, eller sagt på en anden måde, afskærer man en hel befolkningsgruppe muligheden for at foretage sig noget meningsfuldt, indtræder sandsynligvis det kropslige, men helt sikkert det åndelige forfald tidligere, så tidspunktet hvor man får brug for en plejehjemsplads i hvert fald ikke udskydes.
Trykt i Nordsjælland, 28. marts 2019.