Click festival

Et par ord om Clickfestival. Festivalen indledtes med Philip Glass (fre 20/5), som var med til at ramme festivalens eksperimenterende anslag ind. Og det er netop som eksperimenterende at festivalen har sin styrke. I udforskningen af kunstens grænser mod andre discipliner, især videnskabelige og især teknologiens og biologiens domæne er vigtige orienteringspunkter for festivalens værker. Som sådan har festivalen også fået fat i et interessant publikum. Først og fremmest unge, som der ikke er for mange af i Helsingør i forvejen, og jeg overhørte flere samtaler mellem unge, at hvis de nogensinde skulle flytte til en anden by så skulle det være Helsingør. Hold fast i det publikum Clickfestival og støt op Helsingør.

Værk og laboratorium
Festivalens værker er tværgående med en overvægt af scenekunst og musik. Men også film og litteratur og spontant opståede små raves i solskin på kajen med Kronborg som bagtæppe og VJs etc. Jeg missede desværre Rasmus Halling Nielsen, han startede inden festivalen nogenlunde samtidig med Philip Glass. Og jeg havde slet ikke råd til at se og høre Philip Glass, men hørte ham tale om liv/værk om lørdagen. Cool. God stemning.

Det er min vurdering at Clickfestival har sit tippingpoint mellem laboratorium og værk. Vildt fascinerende at se, høre og opleve Paul Vanouse’s session hvor DNA sendes på rejse i saltvand og gel for at danne et billede. En demontering af den videnskabelige praksis som udvikler sig til noget der måske ligner kunst. Og rammen Værftshallerne gør også sit til autenciteten. Louisiana når dem ikke til sokkeholderne. Matchet eksperiment/lab – industrihaller og kunst kan sagtens beskyldes for at være oldschool, men sandheden er at sådanne haller i storbyer for længst er omdannet til high end kultur eller kommercielle katedraler. Clickfestival får det bedste ud af hallerne i Helsingør og hele det visuelle koncept med guld i loftet og megaskærm i bunden af den største hal er vidunderligt.

Jo mere fluffy jo bedre. Jo mere projekterne spidser til og bliver til værker, jo mere problematisk. Det er legitimt både at eksperimentere og styrtbade i teknologier og effekter. God kunst skabes ofte på begrænsninger, men når begrænsninger bliver til på forhånd valgte teknologier 3D og 4D hæmmer det. Her har Click det sværest. Det samme kan siges om festivalens mere lystunge værker. Flotte effekter, men egentlige værker kan man næppe karakterisere dem som. Det er et rave, en fest, en udladning. Acid test en exterieure.

I forhold til værkbegrebet vil jeg mene der er for lidt risiko i programmet. Publikum skal også have tæsk.  Jeg tænker flere gange på Roman Signer. Udover han har en påfaldende lighed med min gode ven Poul Witting, har han tidligere været med i Ars Electronica. Ellers skal man helt slippe værkbegrebet og koncentrere sig om eksperimentet. Publikum skal ikke nødvendigvis fastholdes i rave forever.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=8CU-KKe54ao]
 

Musik, live art og film
Men faktisk står værkbegrebet stærkest i musikken og live art. Live art kan fastholde intensiteten om kunstnerens proces, projekt og udtryk. Og musikken (hertil regner jeg VJ’s)  på festivalen opererer i et konventionelt koncertformat, men i en vild ramme. Og det virker. Fra Valby Vokalgruppes kosmiske opera “Harmoni of the Exopheres”, hvor musikkens harmonibegreb både møder og udforsker det kosmiske univers, som ellers er fastholdt i en videnskabelig forklaringsmodel, der næsten er lige som stram som musikkens, til what ever. Sikkert et tilfælde. Men under forestillingen breder der sig pludselig en kraftig stank af gas i lokalet.

Film…i Krydsfeltet, Kulturværftets galleri, kan være forklarende på meget af det der foregår og perspektiverende. Jeg faldt især for Jun og Hiroki Fujikis “Monumations”. Små udforskninger i tid og bevægelse , hvor det er svært ikke at tænke på Muybridges legendariske studier for mere end 100 år siden. Et signal om, at vi på mange måder ikke er kommet særlig langt. Heldigvis. Teknologi og perception er stadig et uendeligt mulighedsfelt og dermed også kunstens domæne.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=Q1SPbv3BgSE]

Clickfestival er…
I åbningstalen sagde Mikael Fock at Click nu har fundet formen. Jeg håber ikke han får ret. For netop udfordringen af festivalens egne grænser har en kunstnerisk værdi og legitimitet som vi alle længe har savnet. Blandingen med Kulturværftets bourgeoispublikum og de unge søgende mennesker, som vi så sjældent møder i Helsingør. Og udnyttelsen af rummet. Et gigantisk scoop for festivalen og kommunen. Og glæden ved at møde kunstnere m.m. som et stort spørgsmålstegn og komme ud igen som et endnu større spørgsmåltegn.  Clickfestival er som sådan langt bedre end Louisiana. Alle mine kritiske bemærkninger hviler på en afgrundsdyb respekt for projektet. Og det var min første næsten hele festival, men det bliver i hvert fald ikke den sidste. TAK.