Det gode eksempel

Trykt i Helsingør Dagblad, 8. juni 2018

Det Gode Eksempel

af Jens Frimann Hansen

20180607_HD_Det gode eksempel (original artikel)

For nylig var jeg inviteret til en festival i Tyskland. Arrangørerne havde bedt mig om at være mentor for tre unge, tyske scenekunstnere. Det var jeg selvfølgelig meget beæret over, at nogen ligefrem så mig som en slags eksempel til efterlevelse. Da jeg så stod overfor de søde unge mennsker – de viste sig at hedde Anni, Anni og Michi og er alle akrobater, tænkte jeg, at Jeg jo for længst har passeret de 50 og derfor er så langt fra et ungt menneskes liv og tankesæt som man overhovedet kan forestille sig. Jeg er mere til bøgehæk, gasgrill og Ikea, end til Distortion, urban og street. Derfor vakte det ved nærmere eftertanke en vis undren over hvorfor de lige havde valgt mig? Egentlig er jeg heller ikke opdraget til at være et godt eksempel. Min mor mente til jeg var langt op i 30’erne, at jeg skulle være postbud. Så kunne min far nemlig løbe bagefter mig og samle alle de breve op jeg tabte på vejen.

Da jeg mødte de unge mennesker havde jeg lige holdt et oplæg om The Red Tapes i et europæisk gadeteater- og cirkusnetværk, Circostrada, hvor jeg havde påpeget paradokset i at man i EU uden problemer kan handle med glyphosat, våben og stesolid over de europæiske grænser, mens kultur og i særdeleshed gadeteater ofte er behæftet med så mange restriktioner og hindringer, hvis det krydser en grænse, at det i realiteten er umuligt at udveksle mellem medlemslandene. Fremtiden så ikke nødvendigvis så lys ud for de unge kunstnere. Men da jeg stod overfor de unge spekulerede jeg intensivt over om jeg selv i det hele taget var et godt eksempel for de unge mennesker?

Og med god grund. I min taske lå bl.a. et halvråddent æble og et stykke smeltet chokolade. Jeg havde som sædvanlig glemt min regnfrakke og måtte købe en ny (nummer 5), da himlens slusser åbnede sig. Jeg havde også medbragt min hus- og arbejdsnøgler. Hvad jeg skulle bruge dem til nede i Sydtyskland må guderne vide. Min pengepung var spækket til bristepunktet med alverdens plastikkort, og det lykkes mig da også  kortvarigt at miste den. Heldigvis blev den fundet af en venlig sjæl, der leverede den tilbage til mig.   På en måde adskilte jeg mig overhovedet ikke fra min tolvårige søn, som jeg gerne bebrejder når han ikke har pakket sin taske i overensstemmelse med den ugeplan jeg selv gerne får læst med en uges forsinkelse.

Ved nærmere eftertanke er det at leve op til alle denne verdens imperativer en umulig opgave. Og måske er det der får verden til at hænge sammen, at vi i virkeligheden alle sammen er dårlige eksempler og mønsterbrydere der gør en masse ting på trods uden at det har et indlysende formål. Glyphosat, stesolid og våben passer perfekt ind i fornuftens regulerede verden og udveksles uhindret over Europas mange grænser. Det gør mennesker og kunst ikke! Det er sgu tankevækkende.