Görlitz

IMG_1723PENSIONISTER

De er overalt i byen og gerne i små grupper, hvor de guides rundt om hører om det der var en gang. De lokale genoplever hvor de forskellige butikker lå og hvordan de så ud. Det er en identitetskultur, der ikke reflekterer over historiens mekanismer, men kun det der var. Som Erindtingsmuseet i den gamle mælkefabrik på Møn, hvor kunsten først må jages bort.

SCHLESIEN

Goethe: Den schlesiske tolerance – en særlig skønhed som udgør et fornuftig og begribeligt hele.

Oders udbredelse stor betydning. Sent reguleret fra slutningen af 18 årh. Kun 1815-1845 tilhørte Gørlitz formelt Schlesien. Masser af museets genstande er da også lånt ud til museet i Bresslau. Adskillige montrer står tomme.

Den Hellige Hedwig. Gerhart Hauptman døde her, man havde svært ved at skaffe gips til hans dødsmaske. Russerne ville have ham væk, til vesten, men Hauptman ville ikke og nåede at dø inden han skulle afsted. Istedet måtte særtoget fragte hans lig.

IMG_1794KONDITORI^

Käte Dreffke (93) og Siegfried Staruss (91). Jeg sidder på Bäckerei Wittig i en pause. Jeg spiser en rabarber tærte med hvad jeg troede var flødeskum, men som viser sig at være marengs. Et ældre ægtepar trænger sig på. Det viser sig jeg har taget deres stambord. De kommer her hver torsdag og uanset vejret sætter de sig indenfor og kigger ud på de forbipasserende ved Obermarkt. JEg giver dem modvilligt lov til at sætte sig. Selvom jeg taler fint tysk er deres saksiske-schlesiske dialekt ikke altid let at forstå.  Begge er barnefødt her. De peger over på huset hvor de boede som børn. Hotel Italia. Alt er restaureret tilbage som det var og de glæder sig over at DDR-dagene er ovre hvor hele byen stod gråt i gråt. De glæder sig over farverne. Gørlitz blev skånet i 2. verdenskrig og stod stort set ubeskadiget tilbage. Men så kom russerne og tog alle fabrikker i krigsskade erstatning. Siegfried Staruss flyttede til Vesten, Ruhr, i 1952, mens Käte blev boende i Gørlitz. De blev begge gift og fik børn, Siegfried blev skilt og Kätes mand døde. Efter “Die Wende”, i 1998, rejste Siegfried tilbage til Gørlitz og spurgte blandt butikkerne om de kendte Käte. De havde været ungdomsskærester og Siegfried havde aldrig glemt hende. Hun heller ikke ham. Projektet lykkedes. De blev genforenet, men IKKE kærster, understreger Käte. Siegfried kan ikke så godt høre, men nikker og griner. Käte retter på hans tøj, og da han efter de har fortæret deres kager, går han op for at bestille to is, fortælle hun mig, at han har haft et slagtilfælde og stadig er mærket af det. Käte som er tidligere børnhaveleder holder sig frisk med gymnastik, som hun lærte i DDR-tiden. Først i 2004 flyttede Siegfried tilbage og nu bor de ikke langt fra hinanden ved Den jødiske kirkegård. Hjemstavnen og Käte trak i ham og han meldte sig til hendes Vandreklub. Siegfrried var den første der gav Käte et kys, og hun fortæller hvordan de som børn badede i Neissefloden. “Han har hele tiden himlen i øjnene, himlen er hans anden hjemstavn. Som ung fløj han svæveflyver. “Mindre end en time herfra i Polen eller Schelesien ligger nogle af de smukkeste bjergegne. Dem har vi tit besøgt og gennemvandret.” Alle børn er godt i vej. Kätes søn er bagermester i Bremen og en datter er gift i Emsland. Siegfrieds søn er flyttet med sin far til omegenen af Görlitz, hvor han sælger køkkenudstyr.  Til deres 90-års fødseldage var hele familien samlet og de har det godt sammen. De spiller Rommy om søndagen

Leave a Comment