Helsingør Dagblad, 11. oktober 2020
Originalartikel findes her.
I de sidste par år har luften været tyk af metaforer i Helsingør. Man kan nærmest ikke gå til et møde uden at en eller anden mere eller anden halvstuderet røver producerer en floromvunden metafor om vores kære hjemstavn. En metafor er ifølge Den Store Danske en overføring af ord eller udtryk fra deres normale anvendelse til en sammenhæng, der fremkalder ny, billedlig betydning. Fx dine øjne er blå som havet, hvor hav og øjne blandes sammen, selvom de egentlig ikke har så meget med hinanden at gøre. Men som med så mange andre ting i Helsingør får også metaforen, når den anvendes i og om Helsingør, en helt særlig betydning. Det Helsingør, der egentlig er lagt i graven og som ikke findes mere – det kan være skibsværftet, sundtolden, den kosmopolitiske by – har det med at genopstå i skikkelse af metaforer. Det klassiske eksempel er, at hvor man på Værftet før producerede både og skibe, så producerer vi nu kunstneriske værker og kulturelle produkter, som ikke sjældent, og gerne i et romantisk skær, benævnes som både eller skibe, der sættes i søen. Vores planer og strategier omtales gerne som en afstukket kurs og kompasrosen er mange steder blevet billedet på vores overblik. Alle disse maritime metaforer gør selvfølgelig kulturlivets forvirrede og abstrakte projekter meget mere anskuelige for menigmand. Og den maritime metaforik er så populær, at den også har bredt sig til sociale projekter, hvor jeg har hørt projektledere tale om at enhver borger i deres projekter skal have stukket sin egen personlige kurs i livet.
Alt dette er der selvfølgelig ikke noget galt med. Og så alligevel. Ganske vidst sejler For Seas færgerne hvert kvarter i højsæsonen og vi har også maritim museumsvirksomhed i international topklasse. Men Nordhavnen peger mere i retning af adspredelse og fritidsaktiviteter, og det fragtskib der med jævne mellemrum lægger til med flis i Helsingør Havn har selveste Erik Østergaard, der bestrider en toppost i transportsektoren, offentligt kritiseret. Krydstogtskajen blev heller ikke til noget. Med andre ord eksisterer det maritime i vores hverdag kun for så vidt som det er for turisterne og altså er ufarligt, museumsagtigt eller en metafor. Helsingør har mistet sin realitet. Helsingør er blevet et projekt. Og på vej til at erobre sin nye realitet, vi kan kalde det kultursatsningen, griber man til det historiske og hiver det med ind i det nye, for at gøre det mere begribeligt og salgbart til turisterne.
Men her misser man en vigtig pointe. For i alle tumultariske forandringer Helsingør har gennemgået, er byens vigtigste særkende i virkeligheden et helt andet. Helsingør er om noget præget af midlertidighed, overfladiskhed og illusion. Turisterne – hvad enten det er svenskere på nådesløs jagt efter røde pølser og fadøl, eller det er kulturturister som fordyber sig i Danmarks maritime og/eller nationale historie – søger noget som ikke findes længere i Helsingør. Vi helsingoranere opfører så en slags teater eller cirkus, hvor vi prøver at levere hvad vi tror turisterne gerne vil have, vi prøver at spille autentiske danske.
Et eller andet sted bilder jeg mig ind, at sådan har det altid været i Helsingør. For en første betragtning er Helsingør en temmelig overfladisk by, som gør os i stand til at håndtere millioner af turister. Det autentiske og det ægte tager det længere tid at erobre. En kendt lokal turistmedarbejder kom for nogle år siden for skade at sige, at turisterne måtte gerne komme over hele kommunen bare ikke i Snekkersten Havn, hvor hun selv holdt til og gerne ville have fred i sine weekends.
Alt håb er ikke ude for metaforerne. Selvom Helsingør altid har stået i et vist had-kærlighedsforhold til Kronborg, så er der næppe noget der sammenfatter byens skæbne som Shakespeares mere end 400 år gamle klassiker Hamlet. Helsingør er som Hamlets fader en slags spøgelse, en ånd uden krop, en by uden en levende samtid, som befinder sig i permanent transit og er overbebyrdet af sin egen historie. Som sådan ligner Shakespeares Helsingør andre berømte byer; Dickens’ London og Gogols og Dostoevskys Sankt Petersborg. Og også verdenslitteraturens helte måtte bekæmpe de lokale spøgelser og metaforer inden de nåede ind til den kerne og den sjæl af byen som de ikke vidste fandtes.