Kronik i Helsingør Dagblad, 16. februar 2021 af teaterchef Jens Frimann Hansen
Da skuespilleren Christopher Plummer, der i Danmark er mest kendt for sin rolle i Sound of Music, døde i januar bragte New York Times en større nekrolog, som var ledsaget af et billede fra Kronborg. I følge The Times var højdepunktet i hans karriere, da han spillede Hamlet på Kronborg i 1964. Da Kristeligt Dagblads sejlsportsinteresserede udenrigsredaktør Kerrin Linde også i januar fyldte 50 blev det fejret med en fødselsdagsartikel og et billede hvor hun i sejludstyr befandt sig på en båd med Kronborg om styrbord. Vi bliver hele tiden mindet om Kronborg i medier. De mange rejsende, der hvert år passerer Helsingør, kan ikke undgå at se slottet. Reklameværdien er ubetalelig. Kronborg er mere end nogen anden kulturinstitution generøs ved Helsingør og dens borgere. Kronborg er med sine over 300.000 besøgende (2019) den eneste kulturinstitution i Helsingør i top50 på VisitDenmarks liste over de mest besøgte attraktioner i Danmark. Kronborg er nummer 30 på listen. Det var da heller ikke for at købe en iskage i Brostræde, at Cary Grant i 1956 kom til Helsingør. Bob Dylan besøgte heller ikke Helsingør 10 år efter for at købe smøger i kiosken på hjørnet af Mads Holmsvej og Chr. Rasmussensvej, lige så lidt som Jude Law var i Helsingør for ti år siden for at besøge thairestauranten på Axel Torv eller for at drikke kaffe i Møllerens Konditori. Og Lars Norén var her, og prins Charles var her. Reason to go for alle var Shakespeare, Hamlet og Kronborg. Og efter dem er fulgt millioner af turister.
Som skatteborger i Helsingør Kommune kunne man for nylig glæde sig over, at da Kronborg skulle have nedtaget, renset, skrabet, ymerkittet, vådslebet, linoliekittet og strøget sine 1800 vinduesfag i kogt linolie indvendigt og udvendigt, var det staten der betalte.
Når nu flere og flere træskibe tiltrækkes af det maritime Helsingør og søger økonomisk nødhavn i den statslige, kommunale og private kulturhavn er finansieringen mindre klar og bekymringen hos den uvidende skatteborger nok større. Ukritisk sejler de flotte skibe også ind i begejstrede omtaler i Helsingør Dagblad. Ingen kerer sig tilsyneladende om hvem der skal betale, når foreningssammenholdet ikke holder længere og mesanmasten skal skiftes. Lad mig blot her minde om, at det koster et årligt tocifret millionbeløb at holde Georg Stage sejlende og et stort millionbeløb bare at holde Fregatten Jylland flydende, og at inden klipperen Cutty Sark endte som vartegn for Londons imperiale og maritime historie i Greenwich var regningen løbet op i en halv milliard.
Kronborg er ikke bare et gratis ikon for Helsingør, slottet er også exceptionelt synligt. Hertil skal man lægge, at Kronborg sammenfatter hele Helsingørs historie, hvad enten vi taler om Sundtold, den kosmopolitiske by, Shakespeare og Hamlet, national identitet, militærhistorie og for så vidt også værftets historie, eftersom slottet var det imponerende bagtæppe ved stabelafløbninger i Helsingør. I fortællingen om Kronborg mødes ikke bare museer, kulturbegivenheder, events og publikum og turister, men også borgere og sport, hvad enten vi løber KMD Iron Man, arrangerer Kronborg Cup eller Kronborg Stafet eller man arrangerer vandringer omkring Kronborg med massiv folkelig opbakning. Alle føler sig draget af Kronborg. Selv det famøse ølløb har et crush på Kronborg. Når Kronborg først har lokket turisterne hertil, kan kulturlivet, byen og naturen folde sin mangfoldighed ud og gøre oplevelsen større.
Helsingør er en lille kommune. Vi har mange ældre og vi har ikke så meget erhverv som mange andre kommuner. Til gengæld har Helsingør et stærkt professionelt kulturliv, som ikke bare skaffer arbejdspladser, turister og massive eksterne investeringer til kommunen, men som også gør Helsingør attraktiv som bosætningskommune. Man kan ikke tale om de ældre uden også at nævne de unge, der jo udgør skattegrundlaget. Borgmesteren har træffende og klogt kaldt kultursatsningen for erhvervspolitik. Men det var ikke sket uden Kronborg.
På særligt tågede dage kan det ske, at man ikke kan se Kronborg inde fra Helsingør. For nogle år siden kom en kulturchef i begejstring over ansættelsen af en ny musikskolechef til at kalde Helsingør for ”Musikkens by”. For ikke så længe siden udråbte en politiker Helsingør til ”Kaffens by”. Andre kalder Helsingør for en værftby eller en maritim by, alt efter hvor man vil lægge trykket. Atter andre mener Helsingør er Shakespeares by og jeg kunne fortsætte. Alle har de ret. Problemet er bare, at hvor meget vi end lader os rive med i vores begejstring over egne fortræffeligheder, så er ingen af disse etiketter særlig originale. Men det er Kronborg. Kronborg er tillige på forhånd kendt ude i verden, i kulturhistorien og i Helsingør.
At Wonderful Copenhagen og Helsingør Kommune nu med et beskedent budget er blevet enige om at markedsføre Helsingør overfor turister uden at lade Kronborg være en del af hovedfortællingen om Helsingør er i bedste fald et udtryk for, at det nye turistsamarbejde er kommet ualmindeligt dårligt fra start. Ser man lidt mere realistisk på det er det en skandale. Kommunen og Wonderful Copenhagen gambler med genstarten af Helsingør med en ikke særlig original fortælling, hvor vi skal konkurrere med byer som København, Marstal, Esbjerg, Landskrona og Malmø om opmærksomheden, uden at det distinktive ved Helsingør – Kronborg og Hamlet – får en fremtrædende rolle. Det svarer lidt til at man dropper markedsføringen af Michelin-restauranten til fordel for den lokale grillbar.
Helsingør har brug for en strategi der regulerer turisme, kultur og handel. Indtil videre er det kun Brostrædeis inde i byen, der for alvor har kapitaliseret på brandet Kronborg. Det er ikke raketvidenskab, men er alligevel blevet det, for hver gang en eller anden vildtflyvende raket sendes op over Helsingør med et budskab om hvad byen også kunne være, fjerner vi opmærksomheden fra det originale og autentiske, som turister over hele verden gerne vil betale mange penge for at opleve i Helsingør. Det maritime er et virkelig stærkt kort for Helsingør. Men det er næppe klogt at markedsføre det maritime på bekostning af det stærkeste kort Kronborg. I Helsingør har to plus to takket været Kronborg aldrig været fire, men altid fem. Det er også det vi skal leve af i fremtiden.