Det er arrangørernes opgave at finde nye måder at vise teater på. Reflektioner efter en uge med webinarer og gadeteater på parcelhusveje i Helsingør
Hvis vi taler om cornavirus og gadeteater kan man anskue det fra festivalens eller fra kunstnerens synsvinkel. Nedlukningen af samfundene er sket på det værste tænkelige tidspunkt for kunstnerne i Europa, der står til at miste et helt års arbejde og omsætning. Kunstnerne skal hjælpes, støttes og kompenseres for deres tab.
En god festival skal altid have masser af plads til at eksperimentere og udforske det ukendte, Og den skal frembringe formater og former til kunstnernes arbejde under de konditioner som realiteten dikterer. Virkeligheden er anderledes. Næsten alle gadeteaterfestivaler i 2020 er blevet aflyst. Mest af alt fordi de selv har udviklet sig til store institutioner med faste og vedefinerede vilkår at tilbyde kunstnerne.
Tidligere kulturminister Bertel Haarder fremhævede i bogen “Institutionernes tyranni” (1974), at det er meget nemmere at åbne en institution end at lukke den igen. Institutioner har en iboende mekanisme til at gøre sig selv uundværlig.
En festival er ikke en institution. Det burde være lige så let at lukke en festival som at åbne den.
Hvis en festival ikke opfylder sit formål ved at tjene kunstnerne eller hvis en festival ikke er i stand til at producere eller udvikle kunst af høj kvalitet bør den lukkes.
For 150 år siden skråede Georg Brandes henover Kongens Nytorv. Han var om nogen opmærksom på faren ved institutioner. I 1874 byggede Det kongelige teater en ny scene på Kongens Nytorv, den nuværende Gamle Scene. Brandes bemærkede uden for indgangen statuerne af Holberg og Oehlenschläger; “begge gamle, dernæst begge siddende og satte, den ene fed, den anden svækket af alder. Af Oehlenschlägers revolutionære ungdomsild, af Holbergs overlegne og udfordrende vid intet spor.”
Statuerne er der endnu.
Bertel Haarder er bestyrelsesformand for Det kongelige Teater