Helsingør Dagblad, 10. maj 2014, af Jens Frimann Hansen
Det festlige hjørne
Formanden, helsingørdrengen Simon Spies svingede taktstokken til 70’er-festen. Det kom der mange ødelagte kvinder ud af. En fremragende teaterforestilling fortæller om en personlig skæbne.
Performeren Anika Barkan havde en søster. Heidi. Heidi var morgenbolledame hos Simon Spies. Hun røg ud efter et par år og i 1987 døde hun af aids, kort tid efter at hun havde mistet sit barn til samme sygdom. I forestillingen ”Heidi” stiller Anika Barkan en række spørgsmål i jagten på sandheden om søsteren. Men den endelige sandhed finder hun aldrig. Til gengæld gemmer der sig bag historien en karakteristik af 70’erne, fortalt gennem Simon Spies. Han spilles af Olaf Højgaard, som ikke har skyggen af fysisk lighed med Spies. Men hans sprog, hjulpet af en fremragende tekst og suveræn instruktion er alt rigeligt.
Det er dokumentarteater. Barkan er med på scenen, det er hendes historie, der er i centrum. Det er følsomt stof. Kun de mest stivnakkede af os publikum kæmper ikke med våde øjne. Det er den lille pige med svovlstikkerne. Fyrtøjet tænder jointen, som for en kort stund bringer liv i festen. Heidi bliver narkoman og Simon holder hende ikke tilbage. Han er dragen, på en gang fascinerende, lokkende og afskyvækkende. Han smider hende ud. Til sidst må skuespilleren, Olaf Højgaard himself, gøre oprør. Simon Spies var jo også bare et menneske.
Moderen og søsteren spilles af Barkans kompagnon Helene Kvint, som overlegent flekser mellem rollerne. Sara Hjort Ditlevsen fra Århus Teaters skuespiluddannelse er det vildeste scoop. Hun bringer liv, tragik og komik til de yderste afkroge af en 70’er teenagepiges bevidsthed. Op- og nedture. Selv Tine Bryld ville have en umulig opgave foran sig her.
Og her glider tankerne så hen på Halfdan Rasmussen, som havde et livslangt venskab med Povl Møller Taasinge, Simon Spies højre hånd. De mødte hinanden som ganske unge på Den Internationale Højskole i Helsingør og bevarede forbindelsen og venskabet hele livet. Alliancen betød, at forfattere fik rabat på rejser sydpå. Men Halfdan skrev digte om bagsiden af charterdestinationen. Han rejste til Grækenland og Spanien og digtede om den høje pris Sydens mennesker betalte for livet under diktatoren og som bl.a. var finansieret af danske charterturister. Men Halfdan havde også selv, som Spies, en mørk side, hvor hans første kone, Ester Nagel, i vid udstrækning måtte betale prisen for hans berømmelse.
Lag for lag afdækker forestillingen verden bag populærpressens verdensbillede, bagom Spies og velfærdsstaten. Vi ser autentiske lysbilleder af Heidi og familien, det kunne have været os selv, men i Heidis liv er kun mørket tilbage. Heidi vogtede over sit eget mørke, siges der mod slutningen. Både Heidi og moderen blev voldtaget, men det var for skamfuldt at tale om. Bag fortællingen om Heidi ligger et samfund, det vi nogle gange i Helsingør lidt kækt kalder for det festlige hjørne med det gode danske grin. Det har vi altid omgået med en nostalgisk lethed, selvom denne udgave af danskheden har nogle virkelig grufulde momenter og høje omkostninger.
Heidi er både intelligent, grufuldt og underholdende teater. Det er et requiem for 70’erne om en families skyld og skam, om rigmandens kannibalisme , druk, stof- og kvindemisbrug, men først og fremmest om noget man aldrig fik talt med nogen om. Og så er der på trods af en bagatel af 40 år ikke langt fra Simon Spies ”Hallelujaland” til Berlusconis ”bunga-bunga-fester”. Heidi er også historien om, at vi måske ikke er blevet så meget klogere.
Coreact ”Heidi” spiller på Teater Grob til 24. Maj (tir-fre kl. 20, lør kl. 17).
www.grob.dk
På scenen: Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard,
Anika Barkan, Helene Kvint
Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen
Iscenesættelse: Line Paulsen
Scenografi: Nathalie Mellbye
Komponist: Søren Siegumfeldt
Lysdesign: Edward Lloyd Pierce