Helsingør Dagblad, 11. november 2020
Andreaskorsene på de gamle huses bindingsværk, indfatninger og dørportaler og spøgelset, der hjemsøger Hamlet, vidner om, at det har stået på i et stykke tid. I nogle hundrede år. Mindst. Men det har aldrig været så slemt som nu. Mere og mere falder vi ud af vores egen lille historie og mister vores forbindelse til virkeligheden og den store historie. Det er som en gammel gæld, der ikke vil gå væk. Hvis du har set Luksusfælden, ved du, hvad jeg mener. Historien, fortiden, det vi har glemt, kommer hele tiden tilbage.
Til et selskab mødte jeg en lokal bådebygger. Han fortalte om en episode, hvor han for et stykke tid siden fik et opkald fra en ven på en kutter, der befandt sig i en nødsituation, da kutteren tog vand ind. Med møje og besvær lykkedes det dem at få kutteren i sikkerhed i Nordhavnen, men her blev de mødt af en opvakt embedsmand, der insisterede på, at havnen var til rekreative formål og ikke længere var noget værft. Vi satser på fortællinger om skibe til turisterne, men virkelighedens skibe passer ikke længere til Helsingør. Turisterne hjemsøger os. De er spøgelser. De er her, og så pludselig er de væk igen. Men det er deres magiske mønter, som vi modtager med taknemmelighed, der holder os i live.
Helsingør ligner lidt Venedig. Venedig baserede i århundrede sin rigdom på et skibsværft, i hvis bygninger verdens fineste kunst nu vises. Men Venedig er ikke som Helsingør hjemsøgt. Hvor værftet i Helsingør satsede på de mere prosariske fragtskibe, coastere eller Saddam Husseins lystyacht, som den pensionerede redaktør eller en nystartet museumsinspektør skriver en artikel om i Nordsjælland sådan cirka hvert andet år, lykkedes arsenalet i Venedig at producere den både mystiske, romantiske, smukke og poetiske gondol med plads til alle de drømme, en by kan akkumulere. Filosoffen Michel Serres har beskrevet vores tidsalder som epoken, hvor vi holdt op med at producere. Til gengæld kopierer vi lystigt og er i det hele taget meget optaget af vores historie. Eller som Serres skriver: En mening om sit arvegods lønner sig mere end at skabe sit eget værk.
Definitionen er træffende på Helsingør. Fortidens substans har vi for længst mistet. Nu lever vi i en spøgelsesverden, hvor virkeligheden opløses i varm luft. Helsingør lugter heller ikke mere af dieselolie eller færgeos. Museumsskibet s/s Bjørn er undtagelsen, der bekræfter reglen, ikke mindst når kaptajn Bent Hedegaard har taget fejl af vindretningen og får startet maskinerne op, og den ravnsorte indfyringsrøg smyger sig op gennem Stengade. For bare få år siden lugtede Helsingørs hoteller – som de fleste andre provinshoteller i Danmark – af skimmel og mug. Betjeningen var konsekvent uforskammet, og hotelejeren skruede ned for varmen (også om vinteren), når han syntes, der var for få gæster.
Vi advarede dengang overnattende kunstnere om at bede om at få skruet op for varmen igen, for radiatorerne bankede som krumtappen på en gammel boret Puch-knallert, der havde kørt for længe uden motorolie. Væggene var så papirtynde, at man kunne høre, hvad der foregik på hotellets andre værelser. Når en seng knirkede i rytmiske bevægelser, og det lød som om man savede i en træstamme, vidste man jo nok, hvad det unge par havde gang i lidt længere nede ad gangen. Når gæsten ovenover trak i toilettet, lød det som en svensk fos om foråret efter et pludselig omslag fra streng frost til tø, og man kunne følge det udskiltes rejse ned gennem faldstammen, som var det et hørespil fra Radio Drama, hvorefter cisternen gurglede og brusede i halve og hele timer, inden det hele startede forfra. Helsingør er nu blevet en pæn by. Helsingør lugter ikke mere, men dufter af potpourri og parfume. Man bliver behandlet venligt på hotellerne, og man kan klage, hvis forholdene ikke er i orden. Til gengæld må vi nok indse, at prisen har været, at vi har mistet noget af den autenticitet, som vi alle – borgere og turister -gerne vil være en del af, men som vi også selv er med til at ødelægge. Helt væk er det autentiske dog ikke, for det vil blive ved med at hjemsøge os.