Taxichaufføren kører med mere end 120 km/t
Det er påfaldende mørkt da vi ankommer til Radisson Blue Hotel kl 1 om natten. Forklaringen er ikke taxaens tonede ruder, men snarrere kulden og trøstesløsheden som hersker blandt de 4-5 mænd som står og ryger udenfor.Perifere flygtige skygger jeg går hurtigt forbi. Det viser sig at være det forkerte hotel. Selvom det er sent holder fire taxaer udenfor og jeg griber den forreste. Det er en ældre mand, spinkel og grå. Han nyder en stor cola fra Macdonnalds. Jeg har fornemmelsen af at jeg træder ind i hans private sfære og nu går turen uhyre langsomt til det rigtige hotel.
Dagen efter. Går en time rundt i Vilnius gader. Ser den ortodoxe russiske kirke hvor en gammel mutter fejer trappen med en stråkost. En håbløs opgave i efteråret, hvor bladene flyver rundt. En gammel mutter sidder udenfor og tigger. Kirken havde i starten af 1700-tallet besøg af Zar Peter. I kirken lod han sin afrikanske protegé kristne. Han giftede sig senere adeligt og blev tipoldefar til Alexander Pushkin.
Konferencen jeg skal deltage i bliver holdt på rådhuset, som ligger på en høj. Her har magten manifesteret sig med eksklusiv byrestaurering. I periferien af magten trives kulturen fremragende, men langt fra den fattige del af Vilnius, som er flertallet.
Gintautas Kévi^sas er en af talerne som byder velkommen. Han ligner Putin. Strøm af forskelsløs tale fra ham og de andre talere. Egentlig er vi blevet lover ministre, men realiteten har givet os viseministre og embedsfolk. En komponist fortæller om sit arbejde og viser en video fra en koncert i Paris. Da publikum i videoen applauderer kan han ikke lade være med at kvittere for bifaldet. En begejstret finsk festivalleder, som selv er kunstner og hyppigt programsættes i eget program, rives også med af en af sine egne videos: “Det er den forkerte video…det er jo….jamen er det ikke fantastisk…” osv.
Jeg var i Vilnius i 1994 for at planlægge en turne. Når jeg nu vandrer rundt i gaderne forsøger jeg finde steder jeg genkender, men uden held. Det lykkes mig kun i koncertsalen. JEg hørte en dansk kammerkoncert her i ’94 hvor der næsten ikke kom nogen mennesker. Nu har de fået styr på deres netværk og NOrwegian Arctic Phillharmonic orchestra slipper godt fra arrangementet. Der er udsolgt. Mange unge mennesker og som sædvanlig er jeg underdressed. Grieg, Sibelius og Petterson.
Besøg i Helligåndkirken. Samtale og mobiltelefoner er bandlyst. TO kvinder gør rent. Den ene med støvsuger, den anden med gulvvask. Den enes mobiltelefon ringer og hun gennemfører højlydt en samtale i kirkerummet. Kirken har de tre martyrer Anthony John og Eustathios. De er formet som små kludedukker i en montre med ansigterne tildækket. Alt for små fødder pakket ind i snehvide bomuldssokker.
WROCLAW
Flyver onsdag aften fra Vilnius til Warszawa og derfra videre til Wroclaw. Under mellemlandingen i Warszawa har jeg lettere kvalme, som helt fordamper da jeg ser en tankvogn med “Petrolas” skrevet henover bagstykket af tanken. Jeg ser tallet tolv og kommer til at tænke på min søster. Jeg ved ikke hvorfor jeg associerer hende med tolv.
Det er aften og mørkt da jeg ankommer til Wroclaw. Lørdag går jeg rundt i byen og ned til den nedlagte banegård Swiebodzki, hvor forestillingen GOLA/Throat af Chiara Guidi skal opføres. Temaet for forestillingen er folkemordet i Bosnien spændt ud mellem en monoton og triviel oplæsning af Ewa, som stod for arbejdet med at identificere de døde og give dem tilbage til de efterladte, og Anton Chechovs tekst “Mysery” om den gamle mand, droscheføreren Jona Pòtapov, som har mistet sin søn og ikke kan finde nogen at tale med om tabet udover hans hoppe. Hans hjertesorg er så den kan omfavne hele verden, men han er som den lukkede muslingskal på stranden som ingen ser. Chiara Guidi har iscenesat stykket med ca 20 medvirkende unge kvinder. Inden forestillingen opsøger jeg banegården, et perfekt sted til forestillingen, tænker jeg. Men som sædvanlig har kunstneren helt andre planer, at forestillingen finder sted her viser sig at være et tilfælde. Der arbejdes på den udvendige banegårdsfacade, men selve peronområdet er slemt forfaldent. Det er videoovervåget, jeg møder et par rygere. Udenfor peronområdet er der trådt flere stier og det benyttes flittigt som genvej. I bygningerne er flere provisoriske småbedrifter rykket ind; kulturvirksomheder, cafeer mm.
Inden forestillingen begynder kl. 19 mødes jeg med Nini Bang, som om et par dage skal opføre sin debut, en teaterkoncert, baseret på folkesange fra Europa. Jeg er dagen efter inviteret til en prøve et stykke udenfor centrum. Nini inviterer på kaffe og vi taler om Wroclaw og jeg fortæller hende om min interesse for Nordvest eller dem der ikke ser sig selv eller er en del af kulturlivet. Ældre og ensomme, især mænd, som også fylder i sygdomsstatistikker.
CLUJ
Solen skinner fra en skyfrihimmel da jeg rejser fra Cluj i Transsylvanien. Taxichaufføren er tavs på turen fra Hotel Paradis til lufthavnen. Det er koldt. På grænsen til frost. Men jeg registrerer det først på vej ud mod flyveren. En lille propelmaskinen skal tage os til Wien. Et sigøjnerpar, en lille tæt mand i Al Kapone sko og en traditionelt, farverigt klædt mager kvinde skal til Dublin, men forstår ikke hvilken kø de skal tage opstilling i. De vender hele tiden tilbage vores kø, hvor alle forsøger at hjælpe dem uden at det tilsyneladende nytter. Først da en uniformeret official kommer til lykkes det at få dem styret til en anden gate. I går havde jeg møde med en kunstner og en arrangør om et mere formaliseret samarbejde mellem Helsingør og Cluj. Jeg fortæller dem, i Helsingør er rumænere spøgelser, som man kun lige fornemmer er der. De gør rent på skoler, i virksomheder og i kommunens bygninger. De distribuerer vores aviser og reklamer i tidlige morgentimer eller sent om natten. Men de er gennemsigtige og usynlige, man ser dem ikke og de mænger sig aldrig eller deltager i noget. De skjult i et besynderligt samfund, som kun huser gamle og rige. “Hvor er de unge mennesker henne?”, spørger Kinga, producenten, og den mest talende af de to. “De unge mennesker tager til København for at studere”, siger jeg, “Før kom de tilbage igen og bosatte sig, stiftede familie og købte hus, men det gør de ikke mere, nu bliver de i metropolen.” Mine pointer er ikke specielt klare, jeg er usikker og famlende, men det tjener formålet, at gøre rammen og projektet mere åbent. Jeg er ikke interesseret i bare at producere en forestilling, det tror jeg heller ikke de er. Jeg vil gerne have et bredere samarbejde. Vores problemer er deres løsning og omvendt, tænker jeg. Efter mødet kører Kinga os ud til en radiostation, hvor der spiller en forestilling. “En folkefjende” omsat til vor tids Transsylvanien og Rumænien, hvor der er en kamp om råstofferne og hvor forureningen er tiltagende. Under vej derud fortæller Kinga om andre rumænske festivals, hvor dårligt organiseret de er og hvor svært det er at få støtte. Hun fortæller også om sit succesfulde kompagni og om en turne de måtte aflyse fordi en af skuespillerne blev psykisk syg. Og hun fortæller om sine børn. “En folkefjende” er frisk spillet, af dygtige skuespillere og med et stilbevidst om end et noget rodet formbegreb.
Ser senere et stykke om Kantor af en polsk gruppe. De har sat en række kunstnere fra NY i stævne, som har et kendskab til Kantor. De optræder på storskærme og beretter om deres karriere De er alle i 60’erne, rige på historicitet og fylde, de var med til noget i 60’erne selvom de i dag er fattige. Overfor dem en skuespiller, live på scenen, som tjener nogle få tusinde om måneden. Hun fortæller om sit liv i en lille landsby ikke langt fra Kantors og hvordan hende engagement i teater var noglelunde proportionalt med at hun bevæget sig fra den lille by til den store.
Minsk festival Svetlana Alchevitzn nobelprisvinder, festival i Minsk, har skrevet et teaterstykke om byen kan det være en mulighed at arrangere readings med dem i biblioteksregi?